Fredagens aviser med Mærsk, Ørsted og SAS

Udgivet den 09-03-2018  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

UTILFREDSE HAVNEKUNDER FÅR MÆRSK TIL AT SKIFTE STRATEGI

Hårdt økonomisk pres og utilfredse kunder tvinger Mærsks havnedivision til et strategisk kursskifte. APM Terminals med topchef Morten Engelstoft i spidsen dropper et ensidigt fokus på store rederier og retter nu også blikket mod vognmænd og jernbanefirmaer. APM Terminals vil ligne amerikanske logistikgiganter som Fedex og UPS og udbyde en palette af services på land. (Forside, side 6-7)

ØRSTEDS FORMAND MENER HANDELSKRIG VIL VÆRE EN SKIDT TING

Energiselskabet Ørsted har store ambitioner for havvind i USA. En eventuel handelskrig bekymrer derfor bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen. (Side 8)

NYT STORT TAB I IT-FIRMA BEKYMRER IKKE INVESTOR

It-selskabet Bluetown, der sætter wifi-master op i landsbyer i den tredje verden, har lavet et minus på 46 mio. kr. Storinvestor Lars kolind er dog ikke bekymret. Hans tålmodighed er uendelig. (Side 10)

BANKER FÅR REGNSKABSSMÆK PÅ 7 MIA. KR.

Nye regler tvinger bankerne til at nedskrive over 7 mia. kr. mere på deres udlån. Nogle banker rammes hårdere end andre, viser analyse. Blandt andet Nykredit rammes hårdt. (Side 13)

NY SAS-FORMANDS SPAREPLAN SKAL KØRE "ULTIMATIVT GODT"

Det er afgørende, at SAS fortsætter med at holde blikket stift på det ambitiøse mål om at spare 3 mia. svenske kr., siger Carsten Dilling, der er ny formand for flyselskabet. (Side 14)

TOBAKSKÆMPE VENTER FREMGANG EFTER OPBREMSNING I 2017

Udfordringer med et nyt it-system fik konsekvenser for Scandinavian Tobacco Group i 2017. Problemerne er løst nu, lyder det fra STG's topchef, der venter fremgang i år. (Side 17)

TORM BEKRÆFTER TIDLIGERE LILLE OVERSKUD

Rederiet Torms topchef, Jacob Meldgaard, er stolt over profit på et svært marked. Sidste år bød på stor fremgang i resultaterne og et lille overskud både før og efter skat. Analytiker mener stadigvæk, Torm skal have højere rater. (Side 19)

BERLINGSKE BUSINESS

FORMODET GIFTMORD HAR TRÅDE TIL DANSKE BANK

Det formodede giftmord på russeren Aleksandr Perepilitjnyj i London i 2012 trækker tråde til Danske Banks afdeling i Estland. Den russiske rigmand var medejer af et selskab, som Danske Bank smed ud af banken i 2013. Forinden havde Perepilitjnyj fortalt myndighederne i Schweiz om skattesvindel og korruption i Rusland. (Forside, side 4-5)

FRANSK GIGANT VIL HENTE NORDSØOLIE I MANGE ÅR

Franske Total har endeligt overtaget Maersk Oil, og den ansvarlige direktør for aktiviteterne i Nordsøen tror på en lys fremtid, men afviser at sætte navne på nye projekter foreløbigt. (Side 6)

SAS VAR LANGT I FORHANDLINGERNE MED KONKURRENT TIL NY FORMAND

SAS skal have ny formand i skikkelse af tidligere TDC-chef Carsten Dilling. Men luftfartsselskabet var langt i forhandlingerne med en anden kandidat, som var førstevalg. De forhandlinger glippede i sidste øjeblik. (Side 8)

DANSKE REDERIER HOLDER VEJRET PÅ RANDEN AF HANDELSKRIG

En handelskrig mellem USA og resten af verden kan få meget negative konsekvenser for de danske rederier, som i høj grad lever på den globale frihandel. (Side 10-11)

GIGANTINVESTERING SKAL SENDE ARLA HØJERE OP I MEJERIERNES SUPERLIGA

Arla Foods indtager syvendepladsen på listen over verdens førende mejeriselskaber. For at rykke nærmere toppen vil Arla sætte skub i eksport og indtjening på fjerne markeder ved at investere næsten 4 mia. kr. i øget produktion. (Side 12-13)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

TOTALS OVERTAGELSE AF MÆRSKS OIL ER FABELAGTIG

Købet af Maersk Oil løfter den franske oliegigant Total til nye højder i Nordsøen. Det mener Totals chef, Michael Borrell. Præcis hvor god handlen er rent økonomisk, er han mere fåmælt om. (Forside, side 4)

TOBAKSSELSKAB SKUFFEDE

Den danske tobaksproducent Scandinavian Tobacco Group offentliggjorde torsdag morgen et skuffende årsregnskab for 2017. Især de beskedne forventninger skuffede, og aktien endte dagen med at tabe 7 pct. (Side 5)

RÅDGIVER ANBEFALER JA TIL NORDEA-flYTNING

Institutional Shareholder Service (ISS), der er et rådgivende firma, taler for, at Nordea skal flytte sit hovedkontor til Helsinki fra Stockholm. ISS anbefaler de store aktionærer at sige ja til flytningen. (Side 7)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder