Fredagens aviser med Mærsk, Jyske Bank og C20

Udgivet den 09-12-2016  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

NERVEKRIG OM NORDSØEN - TRE UGER TIL DEADLINE

Mærsk med topchef Søren Skou i spidsen fastholder truslen om at lukke det centrale Tyra-felt i Nordsøen, medmindre der inden nytår findes nye rammevilkår. Men ifølge brancheorganisationen Olie Gas Danmark har der hidtil ikke været nogen form for forhandling. I regeringen satses der på, at Tyra består. (Forside, side 6-7)

FLERE FÅR PLADS I DET FINE SELSKAB - C20 BLIVER TIL C25

Indekset over Danmarks største virksomheder udvides nu med fem. Udvidelsen skyldes flere års markant vækst i både handelsvolumen og i antallet af store danske virksomheder. Børsnoteringerne af Dong og Nets sender FLSmidth og Nordea uden for det fine selskab men kun i få dage. (Side 8)

DANDY-BRØDRE PARKERER TANKER OM ENDNU ET SALG

Familien bag Gumlink, Bagger-Sørensen, der netop har solgt Fertin Pharma, har også åbnet for at sælge den oprindelige tyggegummivirksomhed, men de tanker er indtil videre parkeret. (Side 11)

FINANSIEL STABILITET KLAR TIL HURTIGE SALG AF KRAKBANKER

Finansiel Stabilitet skal opbygge en redningsfond på 7 mia. kr. Topchef Henrik Bjerre-Nielsen overvejer ny model for hurtige salg af truede banker. (Side 12)

TEKNIKKONCERN SKAL FORDOBLE SALG

Installatørkoncernen Intego satser hårdt på hovedstaden og Sjælland. Lykkes det, kommer installatøren om få år til at omsætte for 1,1 mia. kr. eller endnu mere. (Side 14)

NY LÅNEPLATFORM FÅR TOCIFRET MILLIONBELØB FRA INVESTORER

Finansieringsselskabet Youlend, der yder finansiering til nethandelsvirksomheder, har fået en millionindsprøjtning fra blandt andet en serieiværksætter og en eks-chef i TDC. (Side 16)

SMARTPHONE-SATS PÅ SYDHAVNEN LIDER NYT MILLIONTAB

Pengene fortsætter med at stryge ud af kassen på det yderst ambitiøse smartphonesats Lumigon. Det danske smartphonefirma udskyder planlagt overskud, men investorerne er optimistiske. (Side 19)

PFA FORDOBLER ANTALLET AF IT-FOLK I STORT DIGITALT SATS

Pensionskæmpen PFA vil ansætte omkring 20 nye digitale medarbejdere. Det skal både forbedre servicen og skabe gennemsigtighed. (Side 21)

BERLINGSKE BUSINESS

FRANSK FORMUE SKAL LØFTE ZEALAND PHARMAS FREMTID

Når Zealand Pharma om kort tid ser et milliardbeløb fra den franske partner, Sanofi, lande i kassen, er det et stort skridt mod at sikre det danske medicinalselskab en selvstændig fremtid. (Forside, side 11)

ECB UDDELER MILLIARDER I GAVE TIL INVESTORERNE

ECB vil blive ved med at pumpe astronomiske beløb i omløb mindst et år endnu, og det vil holde renten i bund. Centralbankchef Mario Draghi vil købe værdipapirer for yderligere 540 milliarder euro fra april til december næste år. (Side 4)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

JYSKE BANK BOKSER MED SURE KUNDER

Jyske Bank prøver gerne grænser af i sager, hvor kunder føler sig dårligt behandlet. Jyske Bank har tabt den første appelsag i et sagskompleks om tvangskonvertering af velhavende boligkunders lån ved de franske domstole. Det kan ende som et økonomisk mareridt for banken. (Forside, side 6-7)

MONJASA KAN MISTE PRESTIGEFULD VÆKSTPRIS

Revisionsfirmaet EY vil tage stilling til, om Monjasa skal fratages prisen som Entrepreneur of the Year fra 2012. Sker det, kommer firmaet fra Fredericia i bås med Stein Baggers IT Factory. (Side 4)

TIDLIGERE PIHL & SØN FOLK I OFFENSIVEN

Den hollandske entreprenørkoncern Bam æder sig ind på det danske marked med det krakkede Pihl & Søns tidligere underdirektør i spidsen. Planen er at blive en væsentlig spiller, men der er også udfordringer på vejen, lyder det fra virksomhedens chef. (Side 8-9)

ECB SPEJDER FORGÆVES EFTER REFORMER

Den Europæiske Centralbank (ECB) pumper billioner af euro i omløb, men Europa vil være fanget i lavvækstfælden frem til 2020 - hvis ikke længere. De europæiske regeringer læner sig tilbage og regner med, at ECB gør det trælse arbejde. (Side 15)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯