Fredagens aviser med Matas, TDC og DSV
BØRSEN
BITCOINPIONÉR BAG MILLIARDEVENTYR I BLOKHUS
For snart fire år siden gik en danskbaseret bitcoinbørs ved navn Open Ledger i luften, og siden dengang er der blevet vekslet kryptovaluta for over 2 mia. kr. via platformen, der også tilbyder løsninger inden for den bagvedliggende teknologi - den såkaldte blockchain. Efter at markedet er eksploderet i 2017, ligger platformen på en daglig handelsvolumen på mellem 10 og 30 mio. kr. (Forside, side 6-7)
FYNSK FAMILIEFIRMA HAR JAGTET NY KAPITAL I ET ÅR
I mere end et år har familien bag fynske Dinex, der laver udstødninger til lastbiler, ledt efter ny kapital eller en medejer. Men i dag er der endnu ikke kommet noget ud af processen, som ejeren, Torben Dinesen, har fået hjælp til fra Deloittes corporate finance-afdeling. (Side 8)
VIRKSOMHED LANCERER AUTOMATISK BRÆNDEOVN
Brændeovnsproducenten Aduro fra Aarhus vil fordoble omsætningen med ny app, der gør det muligt at tænde op i brændeovnen, inden man kommer hjem fra arbejde eller hjem fra ferien. Aduro har netop lanceret en brændeovn, hvor man via en app kan tænde op og varme hjemmet op eller programmere den til at starte på et bestemt tidspunkt i ugen. (Side 10)
FINANSTILSYNET: VI HAR NOGET AT LÆRE AF SVERIGE
Danmark kan lære af børskulturen i Sverige, lyder det fra Finanstilsynet. Sidste år godkendte Finanstilsynet i Danmark 17 prospekter, mens der i Sverige blev godkendt 278 prospekter. Det er relevant at klarlægge, om der er indgangsbarrierer, der holder spillere væk fra det regulerede marked, eller hvad der afskrækker virksomheder fra at gennemføre børsnoteringer. (Side 14)
FIRMA FÅR MILLIONER OG BLIVER PARTNER MED MICROSOFT
Firstagenda får 18 mio. af VF Venture til at finansiere en hurtig udrulning i USA. Samtidigt vil Microsoft via et partnerskab hjælpe den danske virksomhed med ikke mindst en hurtig udrulning af Firstagendas produkt i USA fra begyndelsen af det nye år. (Side 18)
STØRSTE AKTIEFARE: AT RENTEN DRÆBER OPSVINGET
Med en ni år lang optur i de globale aktiemarkeder i bagagen vurderer mange strateger, at en korrektion i løbet af 2018 er uundgåelig. Verdens store centralbanker udgør ubetinget den største risiko for investorerne i 2018. (Side 22-23)
BERLINGSKE BUSINESS
FORMAND VIL FYRE OP UNDER MATAS
Selvtilliden og aggressiviteten skal tilbage i Matas, siger bestyrelsesformand Lars Frederiksen, der sammen med kædens nye topchef, Gregers Wedell-Wedellsborg, arbejder på en strategi, der skal bringe virksomheden op i gear. (Forside, side 8-9)
RD BRUGER 30 ÅRS AFDRAGSFRIHED TIL AT KAPRE ATTRAKTIVE BOLIGKUNDER
Bankerne og realkreditinstitutterne kæmper om at sikre sig de attraktive kunder, og i den kamp har Realkredit Danmark sat et stød ind med realkreditproduktet Flexlife, der blev lanceret for tre måneder siden. Initiativet har overgået forventningerne og har rundet 5 mia. kr. i udlån. (Side 4)
FLERE DANSKE SELSKABER FIK STRYG AF AKTIESPEKULANTER
I et sjældent set omfang var store danske aktier i 2017 under angreb fra udenlandske fonde, som spekulerer i, at aktier falder i værdi. I et ellers godt dansk aktieår skabte det store kursfald. Året to aktieraketter var DSV og Chr. Hansen, mens årets to skuffelser var Pandora og Genmab. (Side 10-11)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
TDC ANSÆTTER FOR AT FORBEDRE SIKKERHEDEN
Landets største teleselskab, TDC, udbygger sit bolværk mod cyberangreb. Konkret skal TDC ansætte 40 nye såkaldte etiske hackere og andre sikkerhedsfolk, som skal have fokus på sikkerhed, i det nye år. (Side 4)
REDERIER FORVENTER STIGENDE EKSPORT I 2018
Efter to års tilbagegang stiger eksportmængderne igen for dansk skibsfart ifølge Danske Rederier. Brancheforeningen forventer, at dansk skibsfart kommer til at håndtere en større eksportmængde i 2018 . (Side 5)
TYSK KÆDECHEF RYKKER DANSK BUTIKSKRIG UD PÅ NETTET
Lidl-koncernen er i offensiven for at åbne mange nye, danske discountbutikker. Kæden barsler samtidig med digitale tiltag. Onlinehandel og digitalisering bliver en vigtig del af fremtidens dagligvarehandel. Discountkæden er med til at sætte fart i salget af danske fødevarer til udlandet. (Side 10-11)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯