Fredagens aviser med Mærsk, Novo Nordisk og Jyske Bank
BØRSEN
FÆRØSKE BAKKAFROST ER TIDOBLET I VÆRDI
Efter en uhørt børsfest er den færøske lakseopdrætsvirksomhed Bakkafrost tidoblet i værdi på Oslo Børs. Koncernen er nu værdisat til knap 3 mia. kr., efter at selskabets aktiekurs på syv år er steget 929 pct. Nordea vurderer, at Bakkafrost er en kæledægge indenfor fisk. (Forside, side 6-7)
VIRKSOMHEDEN SEIMEI FIK NYT MINUS MEN NU GÅR DET FREMAD
Stifteren af Aqua d'Or, Allan Feldt, begynder nu at fremstille sund juice og snacks i større volumen i virksomheden Seimei. Det er ikke slut med røde tal endnu, men fra 2019 burde der være overskud. (Side 10)
SOLENERGIFIRMA GÅR PÅ PENGEJAGT EFTER SUCCESÅR
Aalborg CSP, der leverer solkraftteknologier, lander større og større ordrer. Selskabet har hentet ny formand, der skal på jagt efter investorer. (Side 12)
DDD VIL VENDE TI ÅRS TAB TIL LYNVÆKST
Medicofirmaet DDD-Diagnostic, der producerer og sælger gammakameraer til diagnostik, tjente stort under Axcels ejerskab i 00'erne. Efter en lang tabsrække er firmaet klar til en ny optur. (Side 17)
BERLINGSKE BUSINESS
MÆRSK GLEMTE AT FORNY SIG I TIDE
A.P. Møller-Mærsk ville få svært ved at overleve, hvis ikke familien havde sat de store forandringer i gang, siger Mærsk-arvingen Robert Uggla. Han erkender, at Mærsk ikke har været god nok til at udvikle nye forretningsområder i de seneste ti år. (Forside, side 6-7)
LEGO FUNKLER - MÆRSKSTJERNEN BLEGNER
Ledelsesskift og strategiskifte giver A.P. Møller-Mærsk den hidtil ringeste placering i Berlingske Business Magasins Imageanalyse. Lego skubber Novo Nordisk af tronen og vinder det hele. (Side 4-5)
TOTALKREDIT FÅR MILLIONBØDE FOR VILDLEDENDE MARKEDSFØRING
Realkreditkæmpen Totalkredit, der er ejet af Nykredit, er blevet idømt en bøde på 1 mio. kr. for at hævde, at bidragssatsen på boliglån ikke kunne stige. Det var i strid med loven. (Side 5)
NOVO TRODSER KRITIK I USA OG HÆVER PRISEN
Novo Nordisk kom i slutningen af 2016 i USA under angreb fra toppolitikeren Bernie Sanders, der beskyldte Novo for at være grådig. Alligevel har det danske selskab igen hævet sine priser i USA. Dybt frustrerende, siger amerikansk diabetespatient. (Side 10-11)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
BOLIGEJERE FÅR MILLIONER TILBAGE FOR AT LÅNE
Den negative boligrente har bidt sig fast. I Nykredit alene sendes der på et år 150 mio. kr. tilbage til kunderne. (Forside, side 6-7)
ECCO-FAMILIENS HANDELSSELSKAB FIK REKORDOVERSKUD
Et upåagtet selskab ejet af familien bag Ecco handler med læder for 1,5 mia. kr. om året. Overskuddet har aldrig været større. (Side 4)
TOTALKREDIT IDØMT MILLIONBØDE FOR VILDLEDNING AF KUNDERNE
Totalkredit, der er ejet af realkreditkæmpen Nykredit, har vildledt sine kunder. Det slog Københavns Byret fast torsdag. Retten har samtidig idømt Totalkredit en bøde på 1 mio. kr., ligesom realkreditselskabet skal betale sagens omkostninger. (Side 4)
JYSKE BANK HAR MUSKLERNE TIL EGNE IT-LØSNINGER
Jyske Bank er stor nok til at stå på egne ben, når det gælder it-løsninger på boligområdet. Det vurderer bankens nye direktionsmedlem, Peter Schleidt. Han afviser, at han er i spil som topchef og Anders Dams arvtager. (Side 8)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›