Fredagens aviser med Novo Nordisk, Mærsk og Parken
BØRSEN
ØKONOMIPROFESSOR VIL JAGTE ENDNU HØJERE VÆKST
Når dansk økonomi går frem, mister politikere og økonomer fokus på at øge væksten yderligere. Det er ifølge økonomiprofessor Nina Smith meget uheldigt, for det er nu, man skal tænke på, hvordan dansk økonomi sikres at forblive kernesund om 30 og 40 år. (Forside, side 22-23)
INGENIØRER KØBER STORT OP BLANDT ARKITEKTER
Erhvervslivet forlanger integrerede løsninger fra sine rådgivere. Derfor køber rådgivende ingeniører op blandt arkitekter, så de kan levere hele paletten. (Side 6-7)
FITNESSKÆDE BLEV EN PLAGE FOR AFSAT PARKEN-DIREKTØR
Afgåede topchef Anders Hørsholt fik aldrig Parken tilbage på vækstsporet. Og aktiekursen stod i stampe under hans lederskab. Løsningen ligger i at gøre Fitness.dk til en forretning. (Side 12)
LEGO-BAGMÆND PÅ OPKØB I ITFIRMA MED FREELANCEANSATTE
Kirk Johansen-grenen af Lego-familien kaster nu et større tocifret millionbeløb ind i it-branchen. Kirk Kapital køber 34 pct. af it-konsulenthuset Globeteam, som har en omsætning på 190 mio. kr., der skabes af kun syv fastansatte og 75 freelancere. (Side 14)
INVESTORER EFTERLYSER KURATORGRANSKNING AF HELLERUP FINANS
Det tidligere Hellerup Finans bør stoppe kapitaludvidelse og i stedet gå konkurs, så alt kan blive gransket af en kurator, mener to privatinvestorer. Stifter mener, at alle er skuffede, vrede og mistænksomme. (Side 17)
MÆRSK SLÅR KONKURRENTER MARKANT
Den danske shippingkæmpe, Maersk Line, lægger afstand til konkurrenterne med store opkøb. Maersk Line har udvidet sin kapacitet med 26,8 pct. i 2017. Dermed fastslår rederiet sin position som største globale containershippingredderi. Men flere skibe er ikke uproblematisk i en branche med overkapacitet. (Side 18)
EGMONT KØBER WEBSHOP - VIL SCORE 3,7 MIA PÅ NICHER
Egmont Publishing køber aktiemajoriteten i svenske Outnorth. Selskabet vil vinde over Amazon ved at satse på nicher. (Side 19)
BERLINGSKE BUSINESS
BRYGGEREN VIL UDVIDE MED LØBETØJ OG CHOKOLADE
Øliværksætteren Mikkel Borg Bjergsø, der står bag bryggeriet Mikkeller, har lagt en vækstplan for 2018, der involverer både et nyt tøjmærke og produktion af chokolade. Og så er han to måneder fra at åbne ny brygpub i ikonisk New York-bygning. (Forside, side 6-7)
NOVO-MILLIARDER FRISTER IKKE FORMANDEN
Novo kommer ingen vegne med sine milliarder og sin jagt på det belgiske biotekselskab Ablynx. Efter et par dages stilstand i armlægningen mellem de to selskaber slår Ablynx' danske bestyrelsesformand fast, at Novo Nordisk må komme tilbage med et "seriøst" tilbud. (side 4)
LYNGBY BOLDKLUB TÆT PÅ KONKURS
Problemerne fortsætter med at vokse for Lyngby Boldklubs ejer, Hellerup Finans, og klubben er truet på sin eksistens, indrømmer hovedpersonen bag. Hvis der er en køber eller en investor, så kan den reddes. Ellers ser det svært ud, vurderer advokat. (Side 8)
NATIONALBANKEN VIL IKKE RØRE VED KRYPTOVALUTA
Bitcoin og andre kryptovalutaer får ikke en officiel plads i det danske pengesystem. Nationalbanken vil hverken regulere eller beskytte brugere af kryptovaluta. (Side 12-13)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
ELEKTRONIKKÆDE MÅ SKRUE NED I DANMARK
Den intense konkurrence på handel med elektronik og hvidevarer i Danmark presser den norskejede elektronikkæde Power. Kædens norske moderselskab får over en halv mia. kr. i frisk kapital, og planer om ekspansion på det danske marked drosles kraftigt ned. (Forside, side 6-7)
HELLERUP FINANS I REKONSTRUKTION EFTER NEJ FRA KREDITORER
De største kreditorer vil ikke være med til at redde Hellerup Finans fra en truende konkurs. Det kan betyde lukning af Lyngby Boldklub. (Side 9)
/ritzau/FINANS