Fredagens avisuddrag med ATP, Novo og Clever
BØRSEN
KAPITALFONDE PÅVIRKET AF DÅRLIGE SAGER PÅ BØRSEN
Det nylancerede olieselskab O. W. Bunker har efter to nedjusteringer og massive kursfald påvirket investorernes tillid til fremtidige børsnoteringer, som er foretaget af kapitalfonde. Kapitalfonden Altor sendte O. W. Bunker på Børsen, men verdensmarkedets store olieprisfald har gjort børsnoteringen til en skandale, og udsigterne for selskabet er mørke. (Forside, side 6, 7 og bagsiden)
ATP: DANSKERNES FÆLLES FORMUE ER NU PÅ 666 MIA
Siden nytår har afkastet på ATP-formuen været 91 mia. kr. før skat og omkostninger, og den udgør nu 666 mia. kr. ATP er opdelt i to: Afdækningsporteføljen og investeringsporteføljen. Afdækningsporteføljen på 565 mia. kr. har til formål at sikre, at ATP kan udbetale de penge, som selskabet har garanteret danskerne. Investeringsporteføljen er på omtrent 100 mia. kr, og det er denne, som afgør, hvor meget medlemmerne kan få udbetalt i bonus udover det garanterede beløb. (Side 8)
SANOFI TRUES AF NOVO I USA
Den franske konkurrent Sanofi bliver truet af Novo Nordisk, som nu har knap en fjerdedel af det amerikanske marked for langtidsvirkende insulin. Væksten på det 35 mia. kr. amerikanske marked er nemlig langt hurtigere på Novos insulin Levemirend på Sanofis Lantus. På tre år har Novo øget markedsandelen fra 17 pct. til 25 pct. i USA. Hos Novo Nordisk er man fortrøstningsfulde og tror på en yderligere gevinst. (Side 10)
CLEVER UDBYGGER ELBILNETVÆRKET
Clever, dansk elbiloperatør ejet af fem danske energiselskaber, investerer tocifret millionbeløb i at udbygge sit netværk af ladestationer. Yderligere 263 ladestationer bliver lanceret i dag for at skabe de rigtige forudsætninger for danskere med elbil. Investeringen fordobler antallet af virksomhedens ladestationer og gør Clever til det største netværk af ladestationer i Danmark. Særligt indenfor hurtigopladning er der opjusteret. (Side 14)
DANSKE BANK VIL FOKUSERE PÅ AT VINDE PRIVATKUNDER
Thomas Borgen, Danske Banks topchef, forventer, at kunderne vil vende tilbage, efter at banken har skabt gode resultater og vendt den negative retorik. Topchefen fortæller, at der er færre privatkunder, som forlader banken, og der er en positiv nettotilgang af erhvervskunder. Bankens ambition er at næste år, skal begge tal være positive. (Side 18-19)
GOD INVESTORVIND TIL FORIDAS HØJE VINDMØLLETÅRNE
Flere private investorer samt Vækstfonden har investeret i den nordjyske virksomhed Forida, som igennem årene har udviklet en ny type vindmølletårne, som kan sænke omkostningerne på vind-el. Konstruktionen er særlig i og med, der er tale om høje hybridtårne med højstyrkebeton i bunden og et traditionelt ståltårn ovenpå. Det er første gang, højstyrkebeton anvendes til mølletårne. I praksis betyder det, at vindmølleejere kan få højere tårne og dermed større produktion uden store ekstraomkostninger. (Side 20-21)
ANNULLEREDE UDBUD KOSTER DYRT FOR FIRMAER
Fredag offentliggør Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde, tidligere Udbudsrådet, en rapport, som viser at 16 pct. af de offentlige udbud bliver annulleret. Dette skyldes som oftest fejl i udbudsmaterialet. Tallet er betydeligt større end i nabolandene, hvor langt under 10 pct. af EU-udbuddene annulleres. (Side 22-23)
BERLINGSKE BUSINESS
SLUT MED UDENLANDSKE SÆSONARBEJDERE
Den nyudnævnte beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) lukker som noget af det første hjemmesiden seasonalwork.dk, hvor virksomheder indtil nu har kunnet søge efter udenlandske sæsonarbejdere. Dette skyldes, at virksomhederne bør blive bedre til at ansætte ledige danskere frem for udlændinge. Beskæftigelsesministeren afviser derfor også DI's forslag om at gøre det lettere for faglærte uden for EU at komme til Danmark. (Forside og side 6)
NOVO PRESSET PÅ INSULINPRISERNE
Torsdag offentliggjorde Novo Nordisk kvartalsregnskabet, der som sædvanlig viste imponerende indtjening og fremgang. Bag tallene gemmer der sig dog et enormt prispres på diabetesmedicin, som også rammer Novos konkurrenter. Væksttempoet er mere end halveret de seneste par år til under ti procent årligt. (Forside og side 4)
ANALYSE: 50 VIRKSOMHEDER OPLEVER MERE GYLDNE TIDER END ANDRE
Berlingske Business' analyse Guld1000 viser, at det i disse kriseår er svært både at øge omsætningen og tjene penge. En lille skare af de 1000 største virksomheder udmærker sig dog ved at være i stand til netop det. Analysen bygger på gennemgang af regnskaberne fra de seneste tre regnskabsår for at identificere hvilke virksomheder, som klarer sig bedst på indtjening og omsætningsvækst. Resultatet er en gruppe på 50 virksomheder. (Side 8-9)
COLOPLAST PÅ RETTE KURS IGEN
Lars Rasmussen, topchef for Coloplast, kan nu nyde frugterne af flere års hårdt arbejde med fokus på indtjening og omkostning samt produktion til nye tider. Omsætningen voksede ni pct. målt i lokal valuta og 7 pct. i danske kr. til 12,4 mia. kr. Udviklingen skal ses i forhold til væksten i Coloplasts marked vokser med omkring fem pct. (Side 12)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV & ØKONOMI
ATP, PFA OG SAMPENSION SATSER PÅ AKTIER
Urolighederne på aktiemarkedet har ikke skræmt landets største pensionsselskaber. Både ATP, PFA og Sampension, som tilsammen forvalter mere end en tredjedel af den samlede danske pensionsopsparing, har øget investeringerne i børsnoterede selskaber. Aktiemarkedet ser ikke fantastisk ud, men selskaberne vurderer, at det er det bedste sted at placere danskernes pensionsopsparing. (Forside og side 4-5)
GRØN ENERGI I AFGIFTSMODVIND
Ifølge energiaftalen fra 2012 skal energiforsyningen omstilles til mere grøn energi - bl.a. skal der anvendes meget mere strøm fra vindmøller, som er CO2-frit. Energiaftalen fra 2012 indeholder et mål om, at vindstrøm i 2020 skal udgøre halvdelen af elforbruget og allerede nu udgør vindstrøm 43 pct. af elproduktionen. Dog er dette problematisk eftersom vindstrøm pålægges dyre elafgifter, som kan spænde ben for omstillingen. (Side 6-7)
FIRMABIL MED FORD(!)ELE
For niende år i træk bliver Businessbilen kåret. I år er det første gang, at Ford løber af med sejren. Ford Mondeo 2,0 TDCi 180 hk og Titanium-udstyr sejrer foran Volvo V60 D4 Momentum og Volkswage Passat 2,0 TDI Highline. Kåringen bliver iværksat og eksekveret af Business Danmark, sælgernes fagforening og Jyllands-Posten. Testen fokuserer på bilernes evne til at være et rullende kontor. (Side 10-11)
/ritzau/FINANS