Fredagens danske avisuddrag med Novozymes, Mærsk, Laurtitz.com

Udgivet den 16-06-2017  |  kl. 06:52  |  

BØRSEN

DANSKER SATSER PÅ FERIEBÅDE MED AIRBNB

Gennem kapitalfonden Nordic Eye satser serieinvestoren Peter Warnøe på at blive verdens største indenfor leje af feriebåde. Fonden har rejst 110 mio. kr. og indgår parløb med Airbnb i firmaet Boatsetter. (Forside, side 6-7)

ARP-HANSEN I FRONT I FREMSTORMENDE HOTELMARKED

Hotelkæden Arp-Hansen ligger i front på det opadgående hotelmarked og oplevede et kæmpeoverskud i 2016. Hotelbranchen nød godt af et rekordhøjt antal turister og mange konferencer. (Side 8)

EU UNDERSØGER VESTJYSK BANK

Selvom den danske stat har solgt en betydelig aktiepost af Vestjysk Bank, hænger en EU-undersøgelser over banken. (Side 9)

DANSKE LAKSEPROJEKT JAGTER 1,2 MIA. TIL ANLÆG PÅ LAND I USA

Laksevirksomheden Atlantic Sapphire forsøger at rejse 1,2 mia. kr. til et anlæg for lakseopdræt på land i USA. Selskabets stifter Tue Holm forbereder samtidig en børsnotering i Oslo. (Side 10)

FINANSDIREKTØR FORLADER NOVOZYMES

Novozymes siger efter 17 år farvel til selskabets finansdirektør, Benny Loft. Finansdirektøren forlader sin post efter et år med svigtende salg og nedjusterede vækstforventninger. (Side 11)

KAPITALFOND TABER PÅ INVESTERING I VESTAS-LEVERANDØR

Kapitalfonden Ratos' investering i den danske underleverandør til vindmølleindustrien AH Industries har vist sig som en dårlig forretning. (Side 13)

HOLLANDSK GOMORE-KONKURRENT SATSER PÅ DANMARK

Den hollandske delebils-ordning ved navn Snappcar satser med stor investering på det danske marked og vil bruge det som springbræt til resten af Europa. (side 14)

VELUX OG DI JUBLER OVER MACRONS' REFORMER

Velux og DI ser positivt på, at den franske præsident, Emmanuel Macron, forventer en storsejr ved det franske parlamentsvalg på søndag. Det kan betyde reformer af det franske arbejdsmarked og en større rolle for EU. (side 24-25)

BERLINGSKE BUSINESS

MÆRSK AFSLØRER FØRSTE DEL AF PLAN FOR HISTORISK OPSPLITNING AF SELSKABET

Mærsk har taget det første skridt mod en opsplitning af selskabet. Maersk Oil bliver børsnoteret inden for det næste år som det første skridt mod fremtiden for den danske virksomhed. (Forside, side 4-5)

OPGØR MELLEM TOPKONSULENTFIRMAER RESULTERER I NY ALLIANCE

Boston Consulting Group, BCG, har allieret sig med konsulentfirmaet Struensee & Co. for at slå konkurrenten McKinsey som danskernes favorit. BCG har allerede sat sit aftryk og snuppet store kunder for næsen af McKinsey dette forår. (Side 6)

LAURITZ.COMS PARTNERSKABER HAR SVÆRT VED AT SKABE OMSÆTNING

Lauritz.coms nye partnerskaber har haft svært ved at tjene på samarbejdet. Auktiondk, der blev oprettet i 2015, har mistet sin egenkaptial og bankbogen står nu i negativ 1,5 mio. kr. Det forventes dog, at selskabet kan reetableres ved egen drift. (Side 8)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

MEDICININDUSTRIEN GIVER MILLIONER TIL PATIENTFORENINGER

Medicinalselskaber poster flere og flere millioner i patientforeninger, hvilket kan påvirke patientforeningernes evne til at varetage patienternes interesse. Brancheorganisationen Danske Patienter er bekymret for, om pengestrømmen kan påvirke patientforeningerne til at tale medicinalselskabernes sag overfor blandt andet politikerne. (Forside, side 6-7)

CHARTERKONCERN OPLEVER FALD I INDTJENING

Primera Travel, der omfatter både Bravo Tours og Suntours, oplever fald i indtjening på grund af uro i Tyrkiet. Trods positivt regnskabsår har selskabet oplevet et fald på 10 mio. kr. sammenlignet med sidste års regnskab. (Side 3)

GYLDENT HÅNDTRYK TIL TIDLIGERE NOVOZYMES DIREKTØR UDLØSER KRITIK

Benny Loft, nyligt opsagt direktør i Novozymes, får gyldent håndtryk på mindst 15 mio. kr. ATP retter skarp kritik mod fratrædelsesgodtgørelsen. (Side 4)

/ritzau/FINANS

Astrid Melchior Olesen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder