Fredagens obligationer: Lille rentehop til sidst
Der var fredag ikke de store renteudsving frem til slutningen af handelsdagen, hvor renten tog et lille hop, men den endte dog lavere end fredag i sidste uge.
Den 10-årige danske rente gik på weekend omkring 2,04 pct. - 2 basispoint højere end torsdag efter stort set at have ligget uændret i 2,02 pct. det meste af dagen. Fredag i sidste uge var renten 2,10 pct.
Tendensen var lidt mindre udtalt på de europæiske markeder, hvor renterne på de 10-årige papirer svingede omkring uændret samlet set - bortset fra i Portugal, hvor renten steg 10 basispoint, men med et renteniveau på den forkerte side af 6 pct. svarer det næsten til uændret.
Japan leverede nøgletal, inden handelen startede, uden den store effekt på renterne. Eurozonetallene kl. 11.00 fik heller ikke den store effekt. Derimellem var der skidt nyt fra Tyskland og godt nyt fra Kongeriget. Eftermiddagens nøgletal fra USA rykkede heller ikke ved markedet, selvom ikke mindst tillidsindikatoren fra University of Michigan overraskede positivt.
Japan leverede blandt andet arbejdsløshed, inflation og industriproduktion natten til fredag.
Arbejdsløsheden viste sig en smule lavere end ventet blandt økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News, mens Shinzo Abes benhårde kamp for at vende deflation til inflation efterhånden ser ud til at bære frugt. I hvert fald steg de japanske forbrugerpriser med 0,7 pct. på årsbasis i juli - helt som ventet blandt økonomerne - men også fortsat et stykke fra den japanske premierministers erklærede mål om en inflation på 2 pct.
Samtidig viste industriproduktionen sig lavere end ventet i juli, hvor de japanske husholdninger heller ikke brugte så mange penge som ventet.
Skuffende tysk detailsalg kunne heller ikke rokke renterne. Julis detailsalg faldt ellers overraskende med 1,4 pct. på månedsbasis. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en fremgang på 0,6 pct.
Dansk BNP overraskede til den pæne side, men rykkede heller ikke markederne. Væksten i andet kvartal blev 0,5 pct. mod ventet 0,2 pct. Første kvartal blev nedrevideret til et fald på 0,2 pct., fra tidligere rapporteret uændret.
Eurozonens tillidstal overraskede til den positive side for så vidt angik økonomisk tillid, industri-tillid og service-tillid. Arbejdsløsheden for juli var derimod lige som ventet 12,1 pct. i eurozonen og 11,5 pct. i hele EU.
Ud på eftermiddagen kom der tal for den personlige indkomst og det personlige forbrug fra den amerikanske side af Atlanten. Begge steg mindre end ventet. Dagens blev rundet af med den endelige opgørelse af Chicago PMI for august, der kom ind som ventet. Tillidsindekset fra University of Michigan - ligeledes for august - sluttede ugen og steg til 82,5 mod ventet 80,5 og 80,0 i den første opgørelse.
Mandag er lukkedag i USA, der fejrer Labor Day.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk