Fredagens obligationer: Lille rentehop trods skuffende detailsalg i USA
De danske obligationsrenter listede opad fredag, hvor et rentefald efter skuffende detailsalgstal fra USA gik i sig selv igen inden lukningen.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte fredag i 2,15 pct. - 2 basispoint højere end ved dansk markedslukning torsdag, hvor den amerikanske præsident Donald Trumps nye toldtrusler lagde et stort pres på renterne, der faldt 7 basispoint.
Fredag formiddag kom der fra eurozonen anden opgørelse af BNP-væksten i fjerde kvartal, der overraskende viste en marginal vækst på 0,1 pct. sammenlignet med kvartalet før. Her havde økonomerne ifølge Bloomberg News ventet en flad vækst. På årsbasis voksede økonomien i eurozonen helt som ventet med 0,9 pct.
DETAILSALG SENDTE RENTEN NED
Detailsalget i USA udviklede sig overraskende svagere end forudset i januar. Salget faldt med 0,9 pct. på månedsbasis, mens økonomer ifølge Bloomberg News ventede et fald på 0,2 pct. Et kompenserende element var dog, at tallet for december blev revideret op til en stigning på 0,7 pct. på månedsbasis fra en tidligere rapporteret stigning på 0,4 pct.
Fraregnet bil- og benzinsalget var der en tilbagegang i detailsalget i forhold til december på 0,5 pct. i januar, hvilket også var markant dårligere end ventet. Analytikerne havde sat næsen op efter en fremgang på 0,3 pct. som i december.
Det trak renten ned både i USA og Danmark. Herhjemme faldt den fra omkring 2,16 pct. til lige over 2,13 pct., inden den mod lukningen rettede sig noget. Derimod holdt rentefaldet i USA efter detailsalgstallet på omkring 7 basispoint ved dansk lukketid.
Den amerikanske industriproduktion og kapacitetsudnyttelse for januar kom derimod samlet set ud en spids bedre end ventet.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯