Fredagens obligationer: Uændret rente på dag med blandede nøgletal

Udgivet den 19-01-2024  |  kl. 17:00  |  

De danske statsrenter svingede fredag en smule, men endte stort set uændret. De tyske producentpriser i december viste en større afmatning end ventet, mens Micigan-indekset fra USA overraskede positivt

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte i 2,48 pct. uændret fra torsdag, da den steg 3 basispoint. Renten svingede i dagens løb mellem 2,44 pct. og 2,49 pct. Renten er i ugens løb steget 14 basispoint, da den gik på weekend i sidste uge på 2,34 pct.

Ude i Europa var der ved dansk lukketid også ro på renterne.

BLANDEDE NØGLETAL

De tyske producentpriser bakkede i december for sjette måned i træk - og endda mere end ventet. Samlet gik de tilbage med 8,4 pct., mens økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet en afmatning på 8,0 pct.

Anderledes positive toner lød fra USA fredag eftermiddag. Forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan steg til 78,8 i januar i den foreløbige opgørelse fra 69,7 måneden før. Økonomerne havde ventet en stigning til 70,1 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News. De havde 53 analytikere havde skøn mellem 66,0 og 72,5.

Salget af eksisterende boliger i USA udviklede sig svagere end ventet i december, da der blev solgt 3,78 mio. boliger ifølge sæsonjusterede, annualiserede tal fra den amerikanske ejendomsmæglerforening. Ifølge Bloomberg News var der ventet et salg på 3,83 mio. boliger i december.

Tallet er dog kendt for at være meget volatilt og kan svinge uventet fra måned til måned.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯