Fremgang for projektsalg
Der bygges mange steder i landet, og det afspejler sig i boligstatistikken, hvor projektsalg er den nye komet. Sammenligner man fjerde kvartal af 2014 med fjerde kvartal i 2015, er der en stærkt stigende tendens i både antallet af nye og solgte projektsalg.
I den periode er antallet af nye projektsalg på markedet steget med 37 procent, men antallet af solgte projektsalg er steget hele 60 procent i samme periode. De mange salg har også påvirket salgstiden. Det er især ejerlejligheder og villaer, der sælges hurtigt som projektsalg. Fra fjerde kvartal 2014 til fjerde kvartal 2015 er salgstiden for projektsalgsejerlejligheder faldet fra 137 dage til 99 dage, og salgstiden for projektsalgsvillaer er faldet fra 271 dage til 229 dage. Projektsalgsejerlejligheder sælges dermed lidt hurtigere end landsgennemsnittet, der i januar lå på 102 dage, mens projektsalgsvillaerne sælges lidt langsommere end gennemsnittet, der lå på 201 dage i januar.
”Der er en stor interesse for nybyggeri. Mange drømmer om at bo i noget nyt, der både er energivenligt, og som ikke kræver vedligehold i mange år”, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk som forklaring på de mange salg.
Ejerlejligheder dominerer projektsalgsmarkedet
Der er ingen tvivl om, at ejerlejlighederne dominerer markedet for projektsalg. Hvor ejerlejligheder udgjorde 49 procent af de solgte projektsalg i fjerde kvartal af 2014, stod ejerlejlighederne for 66 procent i fjerde kvartal af 2015. Men priserne er høje. I gennemsnit kostede et projektsalgslejlighed 38.700 kroner pr. kvadratmeter i fjerde kvartal af 2015. Det er langt over landsgennemsnittet, der lå på 25.104 kroner pr. kvadratmeter for en ejerlejlighed i januar.
Projektsalg løser ikke altid boligmanglen
De nye projektsalgslejligheder skyder op i byerne, hvor der er evig mangel på boliger. Ulempen ved projektsalg er blot, at boligarealet i gennemsnit er en del større end gennemsnittet for ældre lejligheder, og prisen er langt højere – både på grund af det relativt større boligareal, og fordi det er nybygget. Projektsalg er derfor ikke for alle og løser kun sjældent de boligudfordringer, storbyerne kan have.
Projektsalget har dog nogle andre fordele. Der er nemlig typisk ikke bopælspligt, og det gør de nybyggede lejligheder til en oplagt investering som pendlerbolig.
Læs advokat Kristan Dreyers råd til køb af pendlerbolig
Pas på faldgruberne, når du køber projektsalg
Det er ikke uden risiko at købe en bolig, der er under opførelse. Netop fordi boligen ikke er færdigbygget, kan der komme ændringer, du ikke havde regnet med, fx i boligens areal, der får betydning for prisen. Du kan også risikere, at boligen ikke er færdig til tiden, eller at der er fejl og mangler, når du overtager den. Du skal derfor ikke sove i timen, når du køber projektsalg, selvom det måske virker som et sikkert kort at købe noget nybygget.
Læs advokat Kristian Dreyers gode råd til købe af projektsalg
Tags: Bolig❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›