Fremskridtspartiet: Nye tiltag mod arbejdsløsheden er påkrævet
Regeringen skal nu n gang for alle fortælle Folketinget, hvad den agter at gøre for at skabe ægte og reelle jobs, siger gruppeformanden for Fremskridtspartiets folketingsgruppe, Kim Behnke, der har anmeldt en forespørgselsdebat om ledigheden, fremgår det af en pressemeddelelse fra Fremskridtspartiet.
Det officielle ledighedstal ligger på 289.000, men nye beregninger viser, at det reelle tal er på 479.000. Det viser med al ønskelig tydelighed, at regeringens såkaldte beskæftigelsespolitik er slået fejl. Der er brug for markante skattelettelser og bedre forhold for erhvervslivet, så vi igen kan få sat gang i økonomien og beskæftigelsen. Det er den eneste kur der dur.
De mange ledige koster samfundet 56 mia. kr. om året. Fremskridtspartiet finder det helt uforståeligt, at betale så mange penge for at fastholde folk i ledighed. Beregningerne dokumenterer, at regeringens påstand om at ledigheden falder er et falsum. Det eneste der sker er, at regeringen flytter rundt på de ledige for at sminke på tallene, eksempelvis på orlov og jobtilbud.
Regeringen må erkende, at den har fejlet. Derfor vil Fremskridtspartiet under forespørgselsdebatten afkræve regeringen svar på, hvilke nye initiativer den vil tage, for at skabe ægte jobs, slutter Kim Behnke.