Frygt for indbrud? Flere afviser at bruge videoovervågning af deres hjem
Tidligere i oktober viste nye tal fra Danmarks Statistik, at antallet af anmeldte indbrud i danske hjem falder. Faktisk ligger antallet på det laveste niveau siden 1995.
Samtidig viser en ny afstemning på Boligsiden nu, at et stigende antal danske boligejere ikke ønsker at bruge videoovervågning i forsøget på at undgå de ubudne gæster på hjemmeadressen.
Konkret svarer 49 procent af de lidt over 1.000 adspurgte brugere af Boligsiden, at de ikke overvejer at installere videoovervågning for at forhindre indbrud. Og det er flere end for to år siden, da Boligsiden stillede samme spørgsmål. Dengang svarede 43 procent af brugerne "Nej" til samme spørgsmål.
"Selvom andelen af Nej-sigerne stiger, så viser tallene, at det fortsat er et spørgsmål, som splitter danskerne. Udover Nej-sigerne er der stadig en stor del af brugerne, der overvejer videoovervågningen, ligesom en del allerede har installeret enten alarmsystem eller videoovervågning," siger Kasper Fredløv Sonberg, der er boligøkonom på Boligsiden.
Hjælp din nabo og hold tyven væk
Der er således 26 procent svarende til 257 personer, der svarer "Ja" til spørgsmålet, om de overvejer videoovervågning. Samtidig svarer 15 procent, at de allerede har videoovervågning og 7 procent svarer, at de har et alarmsystem, men ikke ønsker videoovervågningen.
Så trods det faldende antal anmeldte indbrud, er sikringen imod dem altså fortsat noget, som optager danskerne. Og der er, foruden de allerede nævnte, også andre metoder til at undgå indbrud.
Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden slår for eksempel et slag for ordningen med Nabohjælp, som vinder mere frem og ifølge parterne bag forhindrer op mod hvert fjerde indbrud. Der er udviklet en særlig app, som skal gøre det nemmere at komme indbrudsproblemerne i det lokale nabolag til livs.
Der findes ifølge Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden ikke et enkelt magisk trick til at holde tyven fra døren. Men det handler i høj grad om, at man hilser på sine naboer og holder øje med unaturlig adfærd på sine naboers matrikler. Og så skal man huske, at nabohjælpen ikke kun eksisterer, når man er på ferie.
Du kan læse mere om nabohjælp og finde trick til at undgå indbrudstyven på hjemmesiden Nabohjælp.
Sådan gjorde vi:
Afstemningen er foretaget blandt brugerne af Boligsiden i perioden 17. oktober til 31. oktober 2019. I alt er der afgivet 1.007 svar til spørgsmålet: "Overvejer du at installere videoovervågning af dit hjem for at forhindre indbrud?" Svarene fordeler sig således:
Tags: Bolig❯