Frygt for nedjustering fra Vestas
Vestas faldt onsdag næsten 6 pct. tilbage grundet spekulationer om en nedjustering, anfører Jyske Bank i en kommentar.
Der opstod nervøsitet i markedet om, at der er flaskehalse hos underleverandørerne, som ikke kan følge med. Efter Jyske Banks vurdering udgør komponentmanglen en meget stor risiko for Vestas, og kan betyde forsinkelser af flere projekter.
Vestas sagde ved aflæggelsen af halvårsregnskabet i august, at leverandørsituationen øgede usikkerheden omkring resultat- og omsætningsforventningerne væsentligt.
Torsdag den 24. november offentliggør Vestas en kvartalsinformation for 3. kvartal, og fokus her vil være på selskabets forventninger til henholdsvis 2005 og 2006 samt en opdatering omkring leverandørsituationen.
Jyske Bank fastholder Sælg, da banken fortsat mener, at Vestas får svært ved at nå deres strategiske mål om en driftsmargin (EBIT-margin) på 10 pct. fra 2008. Desuden ser banken fortsat en meget høj risiko.