Fyringsrunde på 2500 job i Macys vækker børsjubel
Varehuskæden Macys bliver taget godt imod på Wall Street, efter at selskabet har udmeldt sine forventninger til det kommende regnskabsår og krydret nyheden med en sparerunde, der vil skære 2500 stillinger væk.
Macys vil spare 100 mio. dollar om året, startende i regnskabsåret, der løber fra februar 2014 til januar 2015, blandt andet ved at sammenlægge geografiske regioner, omorganisere i butikkerne og skære ned i administrative stillinger.
Alt i alt venter Macys at skille sig af med 2500 ansatte, men da selskabet samtidig vil ansætte i andre dele af selskabet - blandt andet til at udvikle salget på nettet og i nye butikker, ventes medarbejderstaben fortsat at ligge omkring 175.000, oplyser selskabet.
Aktiemarkedet reagerer med at sende Macys-aktien op med 7 pct. til 55,50 dollar.
- De driver en god forretning, hatten af for det. Det, at de kan spare 100 mio. dollar i omkostninger, er en rar ting. De kan øge indtjeningen ved at skære i omkostningerne. Den køber jeg, siger analytiker Richard Jaffe fra Stifel Financial til Bloomberg News.
Macys melder samtidig om en ventet indtjening på 4,40 til 4,50 dollar per aktie i det kommende regnskabsår, hvilket ligger over analytikerestimatet på 4,36 dollar ifølge Bloomberg News.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk