G4S fratages fodlænkekontrakter i England - BBC

Udgivet den 12-12-2013  |  kl. 11:44  |  

Den dansk-britiske sikkerhedskoncern G4S er, sammen med konkurrenten Serco, blevet frataget kontrakterne omkring elektroniske fodlænker i England.

Det skriver BBC på sin hjemmeside.

Det sker efter en større skandale, der har rullet i år, hvor det kom frem, at G4S og Serco har taget penge for fodlænker til folk, der enten var i fængsel, og derfor ikke havde fodlænker, samt folk, der var døde.

Kontrakten bliver overført til selskabet Capita, der fortsat vil bruge G4Ss og Sercos udstyr. Det er i første omgang et midlertidigt skifte, men Capita vil byde ind for at blive den nye kontraktholder.

Det britiske bagmandspoliti er i gang med at undersøge G4S involvering i sagen, og Serco har blandt andet måttet nedjustere forventningerne til hele året på grund af sanktionerne mod selskabet.

G4S aktier falder 1,4 pct. til 22,75 kr. i København, mens den britiske notering dykker 1,5 pct. til 256,40 pence. Serco-aktien falder med 1,6 pct. til 437,50 pence.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk