Genmab / Arzerra-ansøgning indsendt i Japan (opd.)

Udgivet den 27-04-2012  |  kl. 08:56  |  

Ansøgningen for Arzerra til behandling af kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) til det japanske marked er indsendt. Det meddeler Genmab og det britiske medicinalselskab GlaxoSmithKline.

Genmab har udviklet Arzerra og britiske Glaxosmithkline har købt salgsrettighedernem hvor det danske selskab har en global royaltybetaling på 20 pct. af dette salg. Genmab skriver i meddelelsen, at ansøgningen af Arzerra på det japanske marked ikke ændrer på selskabets forventninger til 2012.

Aktiefokus bemærker afsluttende, at GlaxoSmithKline i denne uge oplyste, at man havde solgt Arzerra for 12,4 mio. pund i første kvartal, hvilket giver en royaltybetaling til Genmab på omkring 22 mio. kr. i første kvartal. Der var tale om en stigning i Arzerra-salget på 33 pct.

- Den her ansøgning markerer endnu en vigtig milepæl i vores samarbejde med GlaxoSmithKline omkring Arzerra. Hvis alt går vel, så venter vi selvfølgelig en godkendelse af vores ansøgning, mens en lancering på det japanske marked vil kunne ske i midten af 2013, udtaler IR-ansvarlig Rachel Curtis Gravesen hos Genmab til Aktiefokus fredag morgen.

Udgivet af: Aktiefokus