Genmab: Darzalex-salget går frem med 12 pct. i USA i maj

Udgivet den 20-06-2018  |  kl. 06:34  |  

Salget af Genmabs kræftmiddel Darzalex steg med 12 pct. på månedsbasis i maj. Sammenlignet med maj sidste år var væksten på næsten 51 pct.

Tal fra analysehuset Symphony Health viser et salg i USA på 122 mio. dollar i maj mod 108,7 mio. dollar i april og 80,9 mio. dollar i maj sidste år.

Analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen har tidligere vurderet, at væksten skyldes, at Darzalex i stigende grad bliver brugt som behandlingsmulighed nummer to for patienter med knoglemarvskræft, hvor det tidligere primært er brugt senere i behandlingsforløbet.

Genmabs forventninger for 2018 er, at partneren Janssen når et salg af Darzalex på 2-2,3 mia. dollar på verdensplan mod 1242 mio. dollar i 2017.

I første kvartal af 2018 var det samlede salg af Darzalex på i alt 432 mio. dollar på verdensplan, mens salget i USA løb op i 264 mio. dollar.

Genmabs topchef, Jan van de Winkel, har flere gange udtalt, at man skal være påpasselig med at tolke Darzalex-tallene fra måned til måned, men i stedet se dem på kvartalsbasis.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder