Genmab-topchef om fulde rettigheder til lægemiddelkandidat: Regional partner mulig

Udgivet den 09-08-2024  |  kl. 06:34  |  
Arkiv: Foto

Der hersker stor tilfredshed i Genmab med, at selskabet tidligere på ugen overtog de fulde rettigheder til lægemiddelkandidaten Acasunlimab fra tyske Biontech. Så derfor planlægger Genmab heller ikke at gå på jagt efter en ny partner at dele udgifter og fremtidige indtægter med.

Det er meldingen fra Jan van de Winkel, der er topchef i Genmab, torsdag på en telekonference for analytikere.

- Vi er meget, meget glade for, at det nu er helejet, siger Jan van de Winkel.

- Vi mener, at det er et fantastisk molekyle, som potentielt kan blive positioneret meget bredere, end det indledningsvist udvikles til, og vi har til hensigt at holde fast i det indtil videre, fortsætter Genmab-topchefen.

Helt udelukke, at der kommer en ny partner ind over, vil han dog ikke. Men det bliver tilsyneladende i et mindre omfang, end aftalen med Biontech.

- Det, vi potentielt kan gøre i fremtiden, er at kigge efter en partner til udvalgte områder, for eksempel Kina. Vores nøglemarkeder er i øjeblikket, som du ved, USA og Japan. Vi vil sandsynligvis bevæge os ind i de fire største EU-markeder plus Storbritannien med nogle af vores produkter i fremtiden. Men måske er Kina et godt territorium at kigge efter en regional partner, siger Jan van de Winkel.

STORT KURSFALD EFTER ANNONCERET AFTALE

Da Genmab i mandags annoncerede, at det har overtaget de fulde rettigheder til Acasunlimab, faldt aktien med 7,4 pct.

Nedturen hang ifølge Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen muligvis sammen med, at aftalen på sigt vil øge Genmabs omkostningsbase. Desuden læste investorerne muligvis noget negativt ind i Biontechs beslutning om ikke deltage i den videre udvikling af lægemiddelkandidaten.

Jan van de Winkel understreger torsdag på telekonferencen flere gange, at Genmab er glad for nu at eje de fulde rettigheder. Selv begrundede Biontech mandag sin beslutning med selskabets porteføljestrategi inden for forskning og udvikling.

- Vi er meget, meget tilfredse, og vi vil gå aggressivt frem og bevæge det mod registreringsstudier, siger Jan van de Winkel.

Allerede i år vil Genmab indlede et fase 3-studie med Acasunlimab til behandling af ikke-småcellet lungekræft.

Her bliver midlet sammenlignet med kemiterapiformen Docetaxel, oplyser Tahamtan Ahmadi, der er medicinsk direktør.

Et fase 3-studie er også undervejs med lægemiddelkandidaten Rina-S, som Genmab fik føjet til sin pipeline i forbindelse med købet af amerikanske Profoundbio tidligere i år.

Rina-S vil blive testet i fase 3 som andenbehandling af platinresistent æggestokkræft.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: RFK som USA's sundhedsminister var gift for medicinalaktierne
17:07 Fredagens aktier: Nedtur til medicinalaktierne trak C25 i laveste niveau i år
17:00 Fredagens obligationer: Renten hoppede på stedet trods stærke tal fra USA
15:52 Forventninger dæmpes: Nu kun "fifty-fifty" om Fed sænker renten i december
15:39 USA/åbning: Kommentar fra Powell om renteudsigterne presser aktierne
15:08 Tørlastindekset Baltic Dry stiger for ottende gang på ni dage
14:00 USA/tendens: Powells rolige rentetilgang sender futures i rødt
13:55 DFDS-aktien i vejret efter alligevel at være kommet i mål med tyrkisk opkøb
13:16 Europa/aktier: Valg af vaccineskeptiker som USA's sundhedsminister tynger medicinal
13:14 DFDS køber alligevel tyrkisk virksomhed men på nye betingelser
13:07 SP Groups markante indtjeningsfremgang drevet af øget salg af egne varemærker
12:55 Trumps udnævnelse af kontroversiel sundhedsminister lægger pres på danske medicinalaktier
12:01 Obligationer/middag: Renten går et nøk ned inden amerikansk detailsalg
11:54 Aktier/middag: Bavarian får klø efter regnskab og kontroversielt ministervalg i USA
11:24 Efter en periode på sidelinjen anbefaler Danske Bank igen køb af NKT-aktien
11:12 Vi har rykket en del af julegaveindkøbene til andet kvartal siger MAtas-topchef
10:34 Bavarian Nordic løfter lidt af sløret for 2025: Har hentet ordrer for 2,4 mia. kr.
10:07 Topchef i Matas om omsætningsvækst: Flere nye varer, striber i Norden og hurtig levering
09:22 Bavarian dykker på bekymringer om 2025 og USA's nye sundhedsminister
09:20 Bavarian-aktie styrtdykker med 16 pct. efter regnskab og nyt fra USA