(GENTAGELSE) Greenspan skal foran Kongressen berolige forbrugere og investorer

Udgivet den 17-10-2001  |  kl. 15:53  |  

Tidligere udsendt 17. oktober 2001 kl. 08:55:

Den amerikanske centralbankdirektør Alan Greenspan skal i dag holde en af sine vigtigste taler nogensinde, når han foran en fælles økonomisk komite i Kongressen skal give sin vurdering af, hvor den amerikanske økonomi er på vej hen, og hvordan den skal udvikle sig.

Greenspans fornemste opgave ses at være at berolige investorer og forbrugere om, at forbundsbanken har styr på pengepolitikken og på den generelle økonomiske udvikling.

Det vurderes ikke, at han vil sige noget om udsigterne på meget kort sigt. Det har forbundsbanken hidtil holdt sig fra, men det kan være, at han kommer med en generel vurdering af, hvor stor en nedgang i økonomien terror-angrebet den 11. september har betydet.

Greenspan kan samtidig komme ind på renteudsigterne. Den amerikanske rente er nu på 2,5 pct., hvilket er det laveste i 39 år, men alligevel forudser markedet, at forbundsbanken på sit kommende FOMC-møde den 6. november vil sænke sine renter yderligere.

Greenspan holder sin tale kl. 16.00 dansk tid.

Udgivet af: NPinvestordk