GN får dommers opbakning til konkurrencesag mod Plantronics

Udgivet den 24-09-2013  |  kl. 11:28  |  

Der er godt nyt for GN Store Nord i USA, hvor en dommer ved retten i Delware har afvist at imødekomme en anmodning fra konkurrenten Plantronics om at frafalde den sag, som GN Netcom har rejst mod selskabet med anklager om monopolisering af markedet for headsets til kontaktcentre i USA.

GN har anlagt sagen, fordi GN Netcom føler, at Plantronics måde at konstruere kontrakter på, forhindrer distributørerne i at tage andre headsets ind - eksempelvis fra GN Netcom. Dermed vurderes kontraktudfærdigelserne at være konkurrenceforvridende.

Alm. Brand vurderer ikke, at sagen får betydning for hverken værdiansættelsen af GN eller Plantronics.

- Plantronics har forsøgt at få denne sag afvist, hvilket en dommer i går aftes afviste at gøre. Retssagen kører dermed videre i forløbet. Vi ser ikke udfaldet have nogen væsentlig effekt på nogen af de to selskabers værdiansættelse, skriver Alm. Brand Markets i en kommentar.

Dommeren i sagen konkluderede ifølge Bloomberg News, at der er påvist en konkurrencerelateret skade og lagde vægt på, at Plantronics først lancerede sit distributørprogram, Plantronics Only Distributor Program, efter at GN gik ind på markedet som Plantronics første konkurrent. Dermed skabte Plantronics en barriere til markedet, som ikke tidligere eksisterede, vurderede dommeren.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk