GN kæmper fortsat mod spekulanter: Usikkerhed om Enterprise og toldsatser lægger pres på

Udgivet den 27-12-2024  |  kl. 10:07  |  
Arkiv: Foto

GN-aktien kæmper trods klare tegn på bedring i selskabet fortsat med at slippe fri af dyndet på fondsbørsen i København.

En af årsagerne er, at aktien fortsat er meget "shortet" af hedgefonde, der låner aktier og sælger dem på børsen i håb om at kunne købe dem billigere tilbage senere som følge af kursfald.

Ved den seneste rapportering fra Finanstilsynet fra den 24. december var 10,85 pct. af GN-aktierne udlånt til korte positioner, og det skyldes primært, at GN har svært ved at få vendt udviklingen på det professionelle marked for headsets, der efter mange år med meget høj vækst har været ramt af negativ vækst gennem mange kvartaler.

Derudover har et spørgsmål om mulige toldsatser efter valget af Donald Trump som USA's næste præsident også ramt GN-aktien, lyder vurderingen fra Niels Granholm Leth, der er analytiker hos Carnegie og har dækket GN i mange år.

- Der er to hovedårsager til, at GN-aktien ikke præsterer. Dels lider selskabet under negativ organisk vækst i Enterprise, som er selskabets største og mest lønsomme forretningsområde. Og dels er investorerne bekymrede for, om GN i USA rammes af fremtidige importafgifter på kinesiske produkter, siger Niels Granholm Leth til MarketWire.

- GN producerer som bekendt de fleste af sine Enterprise- og Gaming-produkter i Kina. Så vi skal have klarhed på disse to spørgsmål, før aktien flytter sig, fortsætter han.

GÆLDSSPØGELSET ER I BAKSPEJLET

GN-aktien er faldet næsten 22 pct. i år og ligger fredag formiddag i 134,30 kr. Dermed er aktien ikke langt over bunden sidste år på 111 kr., der blev ramt i oktober.

Dengang var den helt store hæmsko dog en meget høj gæld efter opkøbet af Steelseries og vanskeligheder med at komme af den, fordi indtjeningen samtidig var lav og pengestrømmene haltende.

Det virker nu til at være fortid, efter at GN har refinansieret store dele af gælden og samtidig gennemført flere frasalg, der har været med til at barbere gælden ned.

Samtidig er pengestrømmene kommet op, og indtjeningen bliver gradvist løftet. Derfor er gældsspørgsmålet heller ikke for alvor et tema i aktiecasen længere, vurderer Janne Vincent Kjær, der er analytiker hos Jyske Bank.

- Man må konstatere, at GN er den mest shortede aktie i Danmark. Over 10 pct. er shortet, og det er med til at holde aktiekursen tilbage. Og det er, på trods af at gældsproblemerne er gledet noget mere i baggrunden, og i den optik virker det måske lidt mærkværdigt, siger hun til MarketWire.

- Men hvis man kigger på, hvornår kursfaldene for alvor satte ind, så var det i august, hvor GN leverede et noget skuffende regnskab, og hvor det kom frem, at den ventede bedring i Enterprise så ud til at lade vente på sig. De seneste forventninger vidner også om, at GN venter at slutte året med en vækst på minus 3 pct. - så i den helt lave ende af den oprindelige prognose, fortsætter Janne Vincent Kjær.

STILLER SPØRGSMÅLSTEGN VED VÆKSTEN I 2025

Og netop den manglende afklaring gør også markedet usikkert på, hvordan væksten for GN kommer til at se ud næste år.

Her skal man helt frem til årsregnskabet for 2024 i februar for at finde ud af GN's egen hånd. Og selv til den tid er det ikke engang sikkert, at al usikkerheden kan fjernes med en ny prognose.

- Det stiller selvfølgelig spørgsmålstegn ved væksten i 2025. Kigger man på pc-salget i tredje kvartal, faldt det med 2,4 pct., og det plejer at være en ledende for udviklingen i salget af headsets til virksomhederne. Så den ventede bedring er blevet skudt, i forhold hvad der var ventet i starten af 2024, siger analytikeren fra Jyske Bank.

- Sigtbarheden for GN på vej ind i 2025 er også begrænset, og meget afhænger af den makroøkonomiske situation, så om vi skal helt op på den langsigtede strukturelle vækst på 3-5 pct. igen næste år, er jeg mere usikker på, og konsensus for Enterprise også kommet noget ned de seneste måneder, fortsætter Janne Vincent Kjær.

PRODUKTIONEN IKKE SÅ EKSPONERET MOD KINA MERE

Hun er i øvrigt helt på linje med sin kollega i Carnegie, når det kommer til udsigterne til potentielle toldsatser på kinesisk producerede varer fra USA efter valget af Donald Trump som præsident.

Han overtager officielt embedet i januar, og først derefter vil der være klarhed over, hvad der præcist vil komme til at ske.

Men modsat Trumps seneste periode som præsident og den daværende handelskrig med Kina er GN ikke længere helt så eksponeret i Enterprise-forretningen, forklarer Janne Vincent Kjær.

- GN har i dag et mere fleksibelt setup i produktionen med partnere i den sydøstlige del af Asien også. Så GN har tilstrækkelig volumen uden for Kina til at servicere det amerikanske marked, og derfor er min vurdering, at det ikke vil ramme helt så hårdt med planlagte toldsatser, siger hun.

- I Gaming er GN lidt mere eksponeret mod Kina, men også her er selskabet i gang med at tilpasse produktionen, så de nye produkter kan produceres uden for Kina, fortsætter hun.

AI PRESSER EFTERSPØRGSLEN FRA CALL CENTRE

Et sidste stående spørgsmålstegn i forhold til GN's Enterprise-forretning er den hastige udbredelse af kunstig intelligens, AI.

Her bliver der også i tiltagende grad sat løsninger ind i call centre, hvor mange opkald i fremtiden ventes at kunne håndteres af en robot baseret på kunstig intelligens.

- Der kan være bekymring for, at AI-baserede chatbots kan være med til at overtage noget af arbejdet fra call centre og dermed reducere efterspørgslen på headsets over tid, siger Janne Vincent Kjær.

- Det udgør dog efterhånden en mindre del af omsætningen i Enterprise. GN har også lagt ind i forventningerne, at der vil være et fald i salget af headsets til call centre, så eksponeringen er ikke så stor som tidligere, fortsætter hun.

KAN VENDE HURTIGT

En afgørende ting i forhold til den høje andel af shortede aktier i GN er også, at vinden meget hurtigt kan vende, hvis der begynder at komme positive nyheder fra hovedkvarteret i Ballerup.

Det kan nemlig tvinge de hedgefonde, der i stor stil satser på kursfald lige nu, til at lukke sine positioner for ikke at brænde fingrene.

Det vil sige, at de skal købe de solgte aktier tilbage for at undgå tab på shortsatsene, og det kan skabe ekstra opadgående pres, hvis aktien først begynder at stige.

- Hvis der så kommer noget medvind, og hvis vi kommer til at se væksten i Enterprise vende tilbage til positivt terræn, skal der ikke så meget til, før aktien kan stige, siger Janne Vincent Kjær.

Generelt er analytikerstaben også relativt positivt indstillet over for GN-aktien. Blandt de finanshuse, der indrapporterer til Bloomberg News, er der lige nu 19 købsanbefalinger, tre neutrale og to salgsanbefalinger.

Det gennemsnitlige kursmål blandt de 21 børshuse, der indrapporterer et sådant, er på 206,48 kr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Optur løb ud i sandet med pres fra Novo og BP
17:05 Facebook-ejer vil skille sig med sine dårligst præsterende medarbejdere
17:03 Tirsdagens aktier: Novo og Pandora røg i kanvassen efter nyt fra amerikanske konkurrenter
17:00 Tirsdagens obligationer: Renten fortsatte op forud for amerikansk inflationsopgørelse
16:47 Facebook-ejer vil skille sig med sine dårligst præsterende medarbejdere
15:41 USA/åbning: Eli Lilly dykker efter svag afslutning på 2024 i grønt marked
15:30 Novos ærkerival ser tocifret vækst næste år: Fjerde kvartal af 2024 skuffer
14:38 USA/tendens: Grøn dag i sigte på opløftende nøgletal og rygte om gradvis toldforøgelse
14:01 Europa/aktier: Fremgang efter rygter om gradvis optrapning af Trumps told
13:57 Jyske Bank-analytiker: Man skal være varsom med at sammenligne Pandora og Signet
13:08 Glansen går af amerikansk smykkekæde - salget i fjerde kvartal nedjusteres
12:57 Nyt købstilbud rammer handlernes skærme: United Rentals køber H&E
12:40 DFDS åbner fragtrute mellem Spanien og Holland
12:20 Amerikansk boligbyggefirma i vejret efter stærke kvartalstal
11:35 Obligationer/middag: Mindre rentestigning forud for producentprisopgørelse
11:31 Trumps folk overvejer gradvis optrapning af told
11:26 Aktier/middag: Genmab og Carlsberg til tops i grønt C25 efter positivt analytikernyt
10:55 Carlsberg er blandt Bank of Americas topvalg: Undervurderet aktie handles 30 pct. under sektoren
09:47 GN spås risiko for udfordringer i både Audio og Hearing af Nordea
09:28 Ørsted får skåret kursmålet til 320 kr. fra 390 kr. af DNB