GN stiger for sjette dag i træk: Jyske Bank peger på fravær af toldsatser mod Kina
GN-aktien er fredag formiddag i fremgang for sjette handelsdag på stribe, og fremgangen kan blandt andet hænge sammen med, at de umiddelbare trusler om toldsatser på importerede varer fra Kina i USA endnu ikke har materialiseret sig.
Told på varer fra Kina har ellers umiddelbart stået højt på dagsordenen for USA's nytilkomne præsident, Donald Trump, og da GN har en stor del af sin produktion af blandt andet gamingudstyr og headsets i Kina, har den trussel lagt en dyne over aktien gennem længere tid.
- Kursmedvinden skal formentlig ses, i lyset af at Trump ved sin indsættelse mandag ikke annoncerede nye toldsatser på import fra Kina, hvilket udløste lettelse blandt bil- og teknologiinvestorer. Også konkurrenterne Logitech og Corsair Gaming har haft en god uge, skriver Jyske Bank i en kommentar fredag.
Fredag stiger GN med 1,1 pct. til 134,10 kr., og over de seneste seks handelsdage er aktien samlet gået frem med 8,8 pct.
Det hører dog også med til historien, at GN i dag har et mere balanceret setup i sin produktion, der ikke er så afhængig af Kina længere, som det eksempelvis var tilfældet i Donald Trumps seneste embedsperiode fra 2017-2021.
Det forklarede Janne Vincent Kjær, der er analytiker hos Jyske Bank, til MarketWire i december.
- GN har i dag et mere fleksibelt setup i produktionen med partnere i den sydøstlige del af Asien også. Så GN har tilstrækkelig volumen uden for Kina til at servicere det amerikanske marked, og derfor er min vurdering, at det ikke vil ramme helt så hårdt med planlagte toldsatser, sagde hun ved den lejlighed.
- I Gaming er GN lidt mere eksponeret mod Kina, men også her er selskabet i gang med at tilpasse produktionen, så de nye produkter kan produceres uden for Kina, fortsatte hun.
En af forklaringerne på det tunge pres, som GN-aktien har været under gennem længere tid, er også en meget høj andel af shortede aktier.
GN er den med afstand mest shortede danske aktie med en andel på knap 11,1 pct. af aktierne udlånt til shortsalg ifølge den seneste opgørelse fra Finanstilsynet.
Når man shorter - eller går kort i - en aktie, lånes en portion aktier af andre aktionærer, som man sælger på markedet i håbet om at kunne købe dem billigere tilbage senere som følge af kursfald.
På den måde kan man tjene differencen - minus et gebyr for at låne aktierne.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›