GN-topchef håber på mere momentum hos VA trods øget konkurrence

Udgivet den 18-10-2024  |  kl. 11:27  |  
GN Store Nord - Bygning

GN håber stadig på at kunne vinde mere terræn i den offentlige amerikanske salgskanal, Veterans Affairs (VA), selv om selskabet i november står over for øget konkurrence igen.

Her ventes det seneste topprodukt fra verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova, nemlig at komme med i salgskanalen, der udgør omtrent en femtedel af det amerikanske marked, som er verdens største enkeltmarked for høreapparater.

Topproduktet, Phonak Infinio Sphere, har fået meget opmærksomhed i markedet siden lanceringen i starten af august, fordi det har en dedikeret chip til at hjælpe brugerne med taleforståelse i støjende miljøer ved hjælp af kunstig intelligens, som benytter et dedikeret datanetværk - et såkaldt Deep Neural Network (DNN).

GN har selv haft stor succes med sit seneste topprodukt, Resound Nexia, der blev lanceret sidste år og var det første høreapparat til at have inkorporeret den nye lavenergistandard fra Bluetooth og selskabets Auracast-teknologi.

Produktet var dog så sent på markedet, at det først kom med i VA ved lanceringsvinduet i maj i år, hvor der også var ny teknologi fra den danske rival i form af Oticon Intent med i pakken.

Derfor har fremskridtene hos VA nok også været mindre, end GN, som tidligere har været markedsleder i salgskanalen, selv havde håbet på.

- Vi har vundet et vist niveau af markedsandel, men vi vil helt sikkert gerne vinde mere. Vi mener, at vi bør være i stand til det. De individuelle klinikker har fortsat en vis beslutningskraft, i forhold til hvilke produkter de vil tilbyde. Så det handler næsten om at vinde dem over klinik for klinik, siger Peter Karlstromer, der er administrerende direktør hos GN, i et interview med MarketWire i forbindelse med denne uges EUHA-messe i Hannover.

- Det tager tid, men den feedback, vi får på Nexia, er meget positiv. Det handler mere om at få dem til at vænne sig til at arbejde med os, fortsætter han.

I september havde det danske selskab en markedsandel på 9,9 pct. målt på andelen af det samlede salg - et fald fra 10,2 pct. i august, viste de seneste data fra VA tidligere i denne uge.

Da Resound Nexia kom med i VA-udbuddet i maj hoppede GN's markedsandel til 11,4 pct. fra 8,6 pct. i april.

Sonova, der står til at få sit nye topprodukt med i VA-salgskanalen i november, havde i september en markedsandel på 49,6 pct. og var dermed klar markedsleder.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  CEO❯  Shares❯