GN/CFO: Komfortable omkring nye markedsandele i Resound

Udgivet den 15-11-2013  |  kl. 10:07  |  

GN Store Nords strategiplan for de kommende tre regnskabsår peger på, at selskabet regner med fortsat at tage betydelige bidder af høreapparatmarkedet gennem GN Resound.

Det gør selskabet på trods af, at der fortsat ventes en årlig værdimæssig stigning i det globale høreapparatmarked på 1-4 pct. i perioden fra 2014-2016.

- Strategien bekræfter, at vi vil vokse med "mere end" 3 pct.point over markedsvæksten per år. Hvis man kigger på markedsudviklingen i 2012 og 2013 er det omkring det dobbelte af markedsvæksten. Det føler jeg, at vi er ganske komfortable med på grund af den teknologiske platform, vi har, siger Anders Boyer, der er finansdirektør hos GN Store Nord, til Ritzau Finans.

Mens GN Resound venter at vokse på toplinjen, venter selskabet til gengæld ikke at kunne presse flere indtjeningskroner ud af omsætningen i de kommende år. Målet for Resounds EBITA-margin ved udgangen af 2016 er således, at den skal være "på niveau med de førende konkurrenters," og det er marginen allerede med 20,4 pct. i tredje kvartal.

- Vi får allerede lukket gabet i forhold til konkurrenterne nu på marginen. Det havde vi ikke troet, da vi satte 2013-forventningerne i 2010, men konkurrenternes indtjening er faldet i perioden, og vores er steget, så derfor er hullet allerede lukket, siger Anders Boyer.

En af grundene til den - trods alt - overvejende optimisme omkring fortsat vækst, er det nylig præsenterede Made for iPhone-høreapparat Resound Linx, som ventes sendt på markedet i første kvartal 2014.

- Vi har allerede gode erfaringer med Resound Verso (det nuværende højprisprodukt, red.), og vi føler os vældigt optimistiske i forhold til Resound Linx potentiale, påpeger Anders Boyer.

Indtoget på markedet for det første Made for iPhone-høreapparat nogensinde er imidlertid blevet forsinket en smule fra den tidligere forventning om slutningen af 2013. Og det er der to altovervejende årsager til, fastslår finansdirektøren.

- Linx er blevet lidt forsinket i forhold til den oprindelige plan. Det skyldes en kombination af, at teknologien er så banebrydende, og at vi har haft en anden partner i form af Apple. Der er ingen tvivl om, hvem der er storebror i det samarbejde, siger han.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder