Goldman Sachs nedjusterer TDC til Market Performer
Investeringsbanken Goldman Sachs har fredag nedjusteret sin anbefaling af TDC til Market Performer fra tidligere Market Outperformer, fremgår det af en analyse af den europæiske telesektor dateret den 14. september. Samtidig hæves indtjeningsskønnet for 2001 dog til 10,70 kr. pr. aktie fra 10,35 kr. pr. aktie.
Finanshuset mener, at det er passende at indtage en endnu mere defensiv holdning til de europæiske teleselskaber end tidligere. Blandt de store selskaber nedjusteres kun TDC, mens anbefalingen af BT, Olivetti, KPN, FT og Telia fastholdes på neutral.
Samtidig hæves Swisscom til Recommended List fra Market Outperformer. Vodafone forbliver på Recommended List. Market Outperformer-ratingen på PT, TI og OTE fastholdes.
- Vi tror, at ægte defensive aktier med stærke cash-flows og stærke balancer, såsom Swisscom, PT og Vodafone, har større sandsynlighed for at outperforme, skriver Goldman Sachs.
Derimod er der risiko for, at selskaber med stor gæld, såsom France Telecom og Royal KPN, vil forblive under pres, hvis denne risiko ikke tilstrækkeligt afspejles i aktiekursen.