Goldman Sachs ser det globale fedmemarked vokse til 130 mia. dollar i 2030

Udgivet den 31-05-2024  |  kl. 12:21  |  
Arkiv: Foto

Den amerikanske storbank Goldman Sachs ser nu endnu mere positivt på det globale marked for fedmebehandling end tidligere.

Banken mener således nu, at markedet vil have en værdi af 130 mia. dollar - eller over 890 mia. kr. - ved udgangen af dette årti.

Tidligere var estimatet 100 mia. dollar, skriver Bloomberg News.

Tidligere i denne uge rapporterede Reuters med henvisning til eksperter, at markedet for vægttabsmidler kan vokse helt til 150 mia. dollar - eller over 1000 mia. kr. - i starten af 2030'erne.

Det skal sammenlignes med estimater i størrelsesordenen 100 mia. dollar for bare et år siden.

Specifikt peger Reuters i sin artikel på, at analyse- og konsulenthuset Iqvia i sin seneste femårsprognose forudser, at markedet for vægttabsmidler kan nå helt op på 131 mia. dollar i 2028 mod de 24 mia. dollar, markedet udgjorde sidste år.

- Det er meget usædvanligt at have et lægemiddel, der fanger interessen fra millioner af mennesker, forklarede Michael Kleinrock, der er seniorforskningsdirektør hos sundhedsanalysefirmaet Iqvia Institute for Data Science, ifølge Reuters forleden.

Markedet for fedmebehandling er lige nu domineret af danske Novo Nordisk med Wegovy og amerikanske Eli Lilly med Zepbound.

Produkterne bliver revet så hurtigt ned fra hylderne, at kun produktionskapaciteten holder selskaberne tilbage, men i kulissen arbejder de to også på flere nye midler til området, og en lang række andre selskaber er også i færd med udviklingen på tidligere stadier.

Det gælder blandt andet danske Zealand Pharma, som har flere lægemiddelkandidater i sin udviklingspipeline målrettet markedet for fedmebehandling.

Novo Nordisk har i denne uge fået genindledt analysedækning hos Goldman Sachs med anbefalingen "køb" og et kursmål på 1075 kr.

- I forhold til Novo ser vi potentiale drevet af en nedbringelse af risikoen i Novos pipeline af lægemiddelkandidater inden for svær overvægt, skrev analytiker James Quigley fra Goldman Sachs ifølge Bloomberg News i den forbindelse i et analysenotat.

En nedbringelse af risiciene ved lægemiddelkandidaterne, der blandt andet tæller Novos næste mulige vægttabsmiddel, Cagrisema, vil typisk ske, i takt med at de kliniske studier skrider frem og potentielt falder positivt ud.

De første fase 3-data med Cagrisema i svær overvægt ventes mod slutningen af 2024.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:51 Volkswagen rammes af punktstrejker
11:41 Aktier/middag: Pandora og Novo Nordisk skinner i toppen efter positive anbefalinger
10:41 ECB's cheføkonom: Renteniveauet lægger fortsat en dæmper på økonomien
10:21 Mærsk bestiller 20 nye skibe og gennemfører flådefornyelsesplan
09:45 Rockwool får løftet anbefaling til "køb" af Danske Bank efter stort dyk
09:35 Asetek indleder jagt på op til 118 mio. kr. fra salg af nye aktier
09:12 Aktier/åbning: Pandora og NKT topper og sender C25 op fra start
09:11 NKT's nye indtjeningsmål ser stærkt ud vurderer Jyske Bank
08:52 Obligationer/åbning: Renterne fortsætter ned - mulighed for stort rentehug i december
08:47 Ørsted får sænket anbefalingen til "underperform" af finanshuset BNP
08:35 NKT løfter de mellemlange finansielle ambitioner
08:19 Aktier/tendens: NKT i fokus med opjusteret langsigtet prognose i svagt negativt marked
08:17 Råvarer: Oliepriserne stiger på voksende aktivitet i Kina
07:53 Novos næste fedmemiddel kommer til at skuffe salgsmæssigt vurderer amerikansk finanshus
07:35 Novo Nordisk får hævet anbefaling til positive "outperform" af finanshuset BNP
07:26 Obligationer/tendens: Rentefald ser ud til at stoppe - investorerne afventer ISM-tal
07:25 Overraskende positiv aktivitet i fremstillingssektoren i Kina
06:41 Mærsks asiatiske konkurrenter ligger overvejende højere mandag
06:38 Asien: Bred fremgang efter opløftende tal fra den kinesiske fremstillingssektor
06:35 Valuta: Dollar ligger styrket efter nye toldtrusler fra Trump