Greentech fik større underskud end ventet i 2005
Greentech Energy Systems' resultat for 2005 blev et underskud på 16,04 mio kr. mod et budgetteret underskud på kun 6 mio. kr., fremgår det af årsregnskabet.
Resultatet før skat blev et underskud på 12,307 mio. kr. mod et underskud på 8,180 mio. kr. i 2004. Det øgede underskud skyldes primært den hensættelse, der er foretaget i relation til en igangværende retssag.
Koncernens nettoomsætning i 2005 blev 15,875 mio. kr. mod 17,069 mio. kr. i 2004. Omsætningen afspejler produktionen fra selskabets danske møller. Den mindre omsætning i 2005 skyldes primært et vindmæssigt dårligt 4. kvartal.
Greentech forventer et underskud for indeværende år i niveauet 9 mio. kr.
Prognosen for 2006 er baseret på et fuldt år med indtægter fra de danske møller samt indtægter fra 2 polske møller i 2. halvår 2006. Der er herudover regnet med en væsentlig styrkelse af selskabets organisation med ansættelse af 2-3 nye medarbejdere med deraf følgende generelt højere omkostningsniveau.
Hvis selskabets første projekt på Sardinien kan sættes i drift i 2006 vil dette have en væsentlig positiv indflydelse på ovennævnte forventninger.