Høreapparater: OTC-indtog i USA varsler store ændringer i sektoren

Udgivet den 28-12-2018  |  kl. 10:30  |  
Arkiv: Foto

Indførslen af salg af høreapparater uden om audiologer i USA har fyldt meget i debatten i sektoren i løbet af 2018, hvor snakken også har haft en betydelig effekt på aktiemarkedet.

De amerikanske sundhedsmyndigheder, Food & Drug Administration (FDA), er i færd med at udforme reglerne for en over the counter-kategori (OTC). De skal efter planen være færdige senest i august 2020, men flere analytikere har over for Ritzau Finans peget på, at det kan ske endnu tidligere.

OTC-salg af høreapparater er målrettet en gruppe med mildt til moderat høretab, og produkterne vil kunne sælges i almindelige elektronikkæder som Best Buy.

Det kan få flere aktører til at kaste sig ind på markedet og skabe større konkurrence for de etablerede spillere - som danske William Demant Holding og GN Hearing.

I oktober fik Bose, der er mest kendt for sine højtalere og headsets, godkendt et høreapparatlignende produkt, der ser ud til at være målrettet netop OTC-kanalen.

Og det skabte stor røre på aktiemarkedet, hvor William Demant Holding og GN på den første handelsdag efter nyheden faldt med henholdsvis 10,6 pct. og 8,2 pct. I de kommende dage fortsatte aktierne længere ned, inden de igen rettede sig en smule.

Bose-produktet kan endnu - grundet de manglende OTC-regler - ikke sælges i mere end 5 ud af 50 stater i USA, fordi det ikke er tilpasset af en audiolog, som endnu er forudsætningen for salg af den type produkter.

Men lanceringen kan varsle, at flere spillere fra elektroniksektoren vil bevæge sig ind på høreapparatproducenternes terræn.

STØRRE USIKKERHED END LÆNGE PÅ LANG SIGT

Dermed kan indførslen af en OTC-kategori i USA være første skud på stammen af en række ændringer i høreapparatsektoren, der ikke er set større i mange år.

Det skaber også usikkerhed omkring værdisættelsen af selskaberne i branchen, der har taget enorme udsving på aktiemarkedet i løbet af 2018.

Hen over sommeren steg medtech-aktier på verdensplan - og herunder også høreapparataktier - ganske markant, mens investorerne desperat afsøgte muligheder for stabilt afkast, fordi usikkerheden om handelskrigen mellem USA og Kina og stramningerne fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, havde godt fat i markedet.

Siden fik aktierne sig nogle gevaldige klø på bagkant af kraftigt stigende obligationsrenter i USA, der pludselig tilbød investorerne et reelt alternativ til aktier i jagten på afkast.

Og da Bose fik godkendt sit høreapparatlignende produkt, tog aktierne igen en tur ned.

Kigger man på de danske høreapparataktier er der derfor også meget langt fra toppen til bunden i 2018.

Da William Demant Holding toppede i sommer, var aktien oppe i 316,20 kr., mens GN-aktien, der omfatter GN Hearing, har været oppe at vende i 340,40 kr. Bunden for de to aktier var henholdsvis 170,30 kr. og 192,70 kr.

Mod udgangen af året handles GN-aktien i 247,10 kr., mens William Demant-aktien koster 186,90 kr. Det er ifølge Alm. Brand Markets meget tæt på det historiske gennemsnit, der ifølge finanshuset ligger på 240-250 kr. for GN og 190-200 kr. for William Demant Holding.

Og grundet den usikre fremtid, hvor der muligvis er udsigt til langt flere kanalforskydninger, nye distributions- og salgstyper - og givetvis et større felt af konkurrenter - bør aktierne ikke handle meget højere end det niveau, lyder vurderingen fra finanshuset.

- Kortsigtet er der et rigtig stærkt indtjeningspotentiale i selskaberne, men efter 2020 er billedet noget mere mudret. Derfor bør man efter min mening ikke handle de her aktier over det historiske gennemsnit, sagde Michael Friis Jørgensen, der er analytiker hos Alm. Brand Markets, til Ritzau Finans efter Bose-nyheden i oktober.

- Vi ved ikke, hvad fremtiden byder, men det ser mudret ud. Og det plejer at betyde, at investorerne også skal have lidt rabat, så derfor er det svært at se, hvorfor aktierne skal handle over det historiske gennemsnit, fortsatte han.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,42%
 
09:52:01

 
6,95%
 
09:52:01

 
4,08%
 
09:52:01

 
3,78%
 
09:52:01

 
1,26%
 
09:52:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder