Handelsbanken: Codan et godt match til Sampo
Efter Danske Banks køb af finske Sampo Bank har der været en en del spekulationer i, hvordan Sampo skulle bruge de 30 mia. kr. Sampo er nu blevet en ren forsikringsudbyder, og det er oplagt, at pengene skal bruges til at udvide kerneforretningen.
Ifølge Handelsbanken vil Codan være et godt match til Sampo, fordi Sampo er interesseret i Codans danske og baltiske afdeling. Codans hovedaktionær Royal & Sun Alliance (RSA), som ejer henved 73 pct. af selskabet , er imidlertidig ikke interesseret i at sælge, fordi man mener at Codan passer godt ind i RSAs strategi.
Det har givet anledning til spekulationer i om Sampo vil byde på hele RSA, hvilket indikerer en pris på over 50 mia. kr. Sampo ville i så fald være nødt til at frasælge de svenske aktiviteter, som hører ind under Codan, fordi Sampo allerede er store i Sverige.
Handelsbanken finder det ikke sandsynligt at Sampo vil byde på hele RSA, fordi Sampo samtidig vil få uønskede svenske, engelske og amerikanske aktiviteter med i købet.
Man ville i så fald være nødt til at frasælge disse aktiviteter, og de svenske forretningsområder ville med stor sandsynlighed blive solgt til Trygvesta. Det ville gavne Trygvesta og er derfor ikke noget, som Sampo ville have lyst til at gøre.
- Sampo har 35-70 mia. kr til at købe virksomheder for efter salget af Sampo Bank, og det er ikke utænkeligt at Sampo kan overraske ved at købe en helt tredje spiller, slutter Handelsbanken.
Handelsbanken fastholder sin anbefaling på Akkumuler.