Handelskrig/Nordea: Konflikt går ind i sin sidste fase

Udgivet den 25-03-2019  |  kl. 08:58  |  

Den verserende handelskonflikt mellem USA og Kina er på vej ind i sidste fase. Det vurderer Andreas Østerheden, der er seniorstrateg hos Nordea, i en analyse.

- De globale aktiemarkeder er steget på nyhederne fra de igangværende forhandlinger, og Donald Trump indikerer på Twitter, at "snakken med Kina går rigtig godt". Der er underliggende ingen tvivl om, at begge parter har incitament til at få en aftale på plads, skriver han.

Seniorstrategen fremhæver ligeledes, at Donald Trump på nuværende tidspunkt forbereder sig på præsidentvalget i 2020, og at præsidenten derfor har brug for politisk medvind og at bevise, at han kan levere på sine valgløfter.

- Lige nu ser det ud til at være problematisk i forhold til at bygge en grænsemur til Mexico, så at mindske handelsbalanceunderskuddet - som lovet - til Kina betyder en hel del for Trump.

- Kinakritikere i Washington er derimod mere fokuserede på at opretholde den amerikanske førende teknologiske rolle i forhold til Kina. Det kolliderer med Kinas ambitioner om global dominans inden for området og kan ikke løses med en handelsaftale, skriver Andreas Østerheden.

Han bemærker derfor, at fremtidige konflikter mellem de to lande ikke kan udelukkes, og selv om Robert Lighthizer, der er den amerikanske handelsrepræsentant i konflikten, betragtes som en kinakritisk forhandler, så er det i sidste ende præsidenten, der træffer den endelige beslutning.

- Trump vil kunne bruge handelsaftalen til at vise, at han er en fantastisk "deal maker", og behovet for en politisk sejr synes at veje tungere end kinakritikerne i Washington i øjeblikket, vurderer Nordeas seniorstrateg.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  macro❯  Kina❯  USA❯ 

Relaterede nyheder