Helveg: Danmark vil med i ØMU-råd

Udgivet den 12-11-1997  |  kl. 16:08  |  

København--12. november--NetPosten--Hvis der oprettes et uformelt ØMU-råd, vil Danmark kæmpe for en plads ved bordet sammen med de lande, der er med i ØMUens tredje fase. Det oplyste udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) onsdag efter et møde i Europaudvalget, hvor et flertal tilsluttede sig regeringens linje.

Forslaget om, at økonomi- og finansministrene fra de lande, der deltager i ØMUen, skal mødes uformelt ved siden af de egentlige ECOFIN-møder, hvor alle EU-landenes ministre er med, er oprindeligt fransk, men det støttes også af Tyskland.

Danmark holder sig i kraft af et af de fire forbehold uden for tredje fase. Og regeringen er egentlig ikke tilhænger af tanken om, at ØMUens inderkreds skal holde møder for sig selv. Men i erkendelse af, at det ikke er muligt at forhindre andre lande i at danne en "uformel diskussionsgruppe", vil regeringen i stedet for have Danmark med ved bordet.

- Det er ikke et forsøg på at melde Danmark ind i tredje fase ad bagvejen, men et forsøg på at varetage helt naturlige danske interesser. Vi har et særligt valutakursarrangement over for ØMUen, som vi er interesserede i at følge så tæt som muligt, sagde Niels Helveg Petersen.

Udgivet af: NPinvestordk