Herald Tribune: Frankrig og Tyskland har kun bilagt strid om ECB offentligt, men ikke reelt
London--30.september--NetPosten--Europæiske embedsmænd og diplomater siger, at Frankrig og Tyskland stadig er uenige om den Europæiske Centralbank (ECB), omend man offentligt har søgt at lægge striden på hylden.
Ifølge en artikel i dagens udgave af International Herald Tribune today har hverken Tyskland eller Frankrig opgivet sin holdning til ECB.
Frankrig ønsker en uafhængig ECB, men også et uformelt "synligt og legalt" politisk råd, der kan koordinere euro-landenes økonomier.
Tysklands kansler Helmut Kohl tror på, at man vil kunne finde en "rimelig løsning" på det franske krav, omend Bonn har gjort det klart, at man ikke kan lide den franske idé.
Paris og Bonn har heller ikke fået striden om, hvem der skal være præsident for centralbanken, af vejen. Tyskland ser meget gerne den nuværende EMI-præsident Wim Duisenberg som leder, idet han ventes at ønske, at ECB bliver lige så uafhængig som Bundesbank.
Men de franske socialister har gjort det klart, at de er mere ligeglade med centralbankens uafhængighed og foretrækker snarere en fransk-talende kandidat, siger europæiske embedsmænd.
De to lande har forsøgt at gemme striden af vejen, fordi den kan sende euro-projektet ud af kurs. EU-embedsmænd siger, at der er generel enighed blandt de europæiske regeringer om, at det ville være katastrofalt, hvis ØMU'en ikke starter i 1999.