H+H Q2: Nedlukning i Storbrittanien gav stort salgsdyk

Udgivet den 13-08-2020  |  kl. 06:35  |  
Arkiv: Foto

Andet kvartal var en hård periode for H+H International, da hovedmarkedet i Storbritannien i marts blev lukket helt ned og først senere end i Danmark igen begyndte at åbne op.

Derfor er koncernens omsætning i perioden faldet med hele 23 pct. fra 770 mio. kr. i andet kvartal af 2019 til 596 mio. kr. i samme periode i 2020. Den organiske vækst endte på negative 22 pct. mod et plus på 7 pct. et år før.

Fraregnes Storbritannien var der imidlertid en samlet organisk vækst i koncernens forretning på 2 pct., da salget i Tyskland steg fra 194 til 237 mio. kr., med en organisk vækst på 6 pct. drevet af stigende priser, mens der i Polen imidlertid var en organisk tilbagegang på 3 pct. på grund af øget konkurrence, hvorfor omsætningen her bakkede til 183 mio. kr. fra 199 mio. kr.

Udviklingen i omsætningen betød et fald i driftsindtjeningen. Målt på EBITDA var der en tilbagegang fra 156 til 104 mio. kr., mens EBIT-resultatet halveredes til 57 fra 114 mio. kr. Det resulterede i et fald i driftsmarginen, EBIT, fra 15 til 10 pct.

Resultatet før skat landede på 53 mio. kr. mod 108 mio. kr. i andet kvartal af 2019, og nettoresultatet dykkede til 38 mio. kr. i andet kvartal 2020 fra 89 mio. kr. året før.

I marts, da coronapandemien brød ud, valgte H+H at suspendere sine forventninger, men da aktiviteten i Storbritannien nu er ved at vende tilbage, genintroduceres et bud på årets samlede udvikling i forbindelse med kvartalsregnskabet.

Den samlede omsætning før overtagelser i 2020 ses falde mellem 8 og 16 pct. fra en toplinje på 2840 mio. kr. i 2019. Det til trods spås der alligevel om et positivt driftsresultat, EBIT, på 250 til 300 mio. kr. Endelig venter H+H, at koncernen gennem året vil investere for samlet 100 til 130 mio. kr.

- Da lav gennemsigtighed fortsætter på grund af covid-19, er intervallet for den forventede omsætning bredere end under normale omstændigheder, hedder det.

Prognosen for 2020 lød i forbindelse med årsregnskabet for 2019 på en flad salgsudvikling, en organisk vækst på plus til minus 2 pct. og et driftsresultat, EBIT, på 300 til 360 mio. kr.

Tabel for H+H Internationals regnskab for andet kvartal af 2020:

Mio. kr. Q2 2020 Q2 2019 H1 2020 H1 2019 FY 2019
Omsætning 596 770 1300 1436 2840
EBITDA før særlige poster 104 156 234 253 539
EBIT før særlige poster 57 114 142 169 366
Nettoresultat 38 89 102 128 150

H+H Internationals forventninger til 2019:

Mio. kr. Ved Q2 2020 Før Q2 2020
Organisk omsætningsvækst % -8 til -16 pct. Ingen forventninger
EBIT 250-300 mio. kr. Ingen forventninger

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder