Hollandske DSM køber dansk ingredienskoncern

Udgivet den 21-02-2020  |  kl. 09:01  |  
Arkiv: Foto

Den hollandske enzym- og ingredienskoncern DSM, der konkurrerer med blandt andet Chr. Hansen og til dels også Novozymes, har købt det danske selskab Glycom, der laver ingredienser til blandt andet modermælkserstatning, for 765 mio. euro - svarende til 5,7 mia. kr.

Det skriver selskabet i en meddelelse fredag.

Danske Glycom har mere end 150 ansatte, blev grundlagt i 2005 og solgte i 2019 for 74 mio. euro.

Geraldine Matchett og Dimitri de Vreeze, der deler direktørstillingen i hollandske DSM, siger, at de to selskaber er et godt match, og at opkøbet er et attraktivt og logisk skridt for DSM at tage.

Også hos det danske selskab, der har udviklet såkaldte HMO'er - humane mælke oligosaccharider - som er en komponent i human modermælk, er der tilfredshed.

- Vi er spændte på at blive en del af DSM. Det gør os ikke alene i stand til at accelerere væksten hos Glycom ved at tilføre vores HMO-produkter til DSM's brede kundebase og integrere det i selskabets fulde løsningstilbud til kunder inden for ernæring til spædbørn, det giver os også gearing sammen med DSM's stærke forsknings og udviklingsplatform og kliniske kompetencer til at støtte udviklingen af Glycoms næste generation af HMO's, siger Odd Hansen, der er administrerende direktør hos Glycom, i meddelelsen.

DMS venter, at handlen afsluttes i andet kvartal.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder