Huspriserne lyver
København--15. december--NetPosten--Det er nødvendigt at tage de kritiske briller på, hvis man er boligkøber. Forbrugerne risikerer nemlig at blive snydt, hvis de lader sig lokke af de månedlige netto-ydelser, som fremgår af ejendomsmæglernes annoncer, skriver Aktuelt onsdag.
Her annonceres udelukkende med beløb, der er beregnet ud fra nuværende skatteregler. Netto-ydelsen ændrer sig imidlertid betydeligt fra nytår, når blandt andet næste etape af pinsepakken træder i kraft, men det fremgår hverken af ejendomsmæglernes annoncer eller boligpræsentationer i mæglerbutikkerne.
Forbrugerrådet er langtfra begejstret for fremgangsmåden, der kan give forbrugerne store problemer. Men i Dansk Ejendomsmæglerforening afviser formanden Leif Knudsen, at der er tale om at vildlede kunderne.
- Der er mange oplysninger, som vi ikke kender endnu, herunder kommuneskatter, ejendomsvurderinger og ejendomsskatter. Derfor har vi besluttet, at alle beregninger følger kalenderåret, og derfor er 1. januar den officielle skillelinie, siger han.
En tre-værelses lejlighed på Frederiksberg er sat til salg gennem EDC-kæden. Kontantprisen er 1,25 millioner kroner, og ifølge avisannoncerne udgør den månedlige nettoydelse 7298 kroner. Først på et bilag, der er vedlagt salgsopstilligen, fremgår det, at den reelle månedlige netto-ydelse udgør hele 7805 kroner, når køberen har overtaget lejligheden næste år.