IC Companys køber egne aktier for 200 mio kr fra januar 2006

Udgivet den 19-12-2005  |  kl. 09:46  |  

IC Companys påbegynder sit aktietilbagekøbsprogram i januar 2006 og forventes i perioden indtil 31. juli 2006 samlet at udgøre i niveauet 200 mio. kr., fremgår det af en børsmeddelelse mandag.

Tilbagekøbet sker inden for rammerne af den bemyndigelse, bestyrelsen fik på selskabets generalforsamling den 26. oktober 2005 til at erhverve egne aktier op til 10 pct. af aktiekapitalen.

Det første tilbagekøbsprogram beløber sig til 50 mio. kr. og forventes gennemført fra 1. januar 2006 til 23. februar 2006.

Programmet bliver iværksat efter bestemmelserne i EU-kommissionens forordning nr. 2273/2003 af 22. december 2004, som sikrer, at selskabet er beskyttet mod overtrædelse af insiderlovgivningen i forbindelse med tilbagekøbet.

De nærmere vilkår for tilbagekøbet fremgår af nedenstående. IC Companys A/S har indgået aftale med Danske Markets, division af Danske Bank A/S, som lead manager for Programmet. Danske Markets vil i henhold til separat aftale med selskabet købe aktier på vegne af IC Companys A/S. Danske Markets vil i henhold til nævnte aftale træffe sine beslutninger uafhængigt af og uden indflydelse fra IC Companys A/S med hensyn til købstidspunkt og i øvrigt inden for de i denne meddelelse nævnte rammer.

Formålet med Programmet er at nedsætte IC Companys aktiekapital, hvorfor bestyrelsen senest på selskabets næste ordinære generalforsamling vil fremsætte forslag om nedsættelse af aktiekapitalen med det nominelle beløb, som mindst modsvarer den under Programmet nominelt tilbagekøbte aktiekapital.

IC Companys har ret til at stoppe tilbagekøbet i Programmets løbetid som følge af væsentlige ændringer i selskabets økonomiske situation i negativ retning eller væsentlige ændringer i markedet. Såfremt sådan beslutning træffes, foretager IC Companys offentliggørelse heraf. Herefter er Danske Markets ikke længere berettiget til at købe aktier på IC Companys vegne i henhold til Programmet, som følger af at Programmet stopper.

Programmet vil endvidere blive gennemført inden for rammerne af:

- Der vil højst blive tilbagekøbt IC Companys aktier for en samlet kursværdi på 50 mio. kr..

- Det maksimale antal aktier, der må købes under Programmet er 1.576.363 stk. aktier, svarende til 10 pct. af aktiekapitalen i IC Companys fratrukket selskabets egenbeholdning pr. dags dato.

- Der vil maksimalt på hver børsdag blive købt 14.644 stk. aktier svarende til 25 pct. af den gennemsnitligt omsatte daglige aktiemængde af selskabets aktier på Københavns Fondsbørs A/S i november måned 2005.

- Der vil ved gennemførelse af handler i henhold til Programmet ikke ske køb af aktier til en højere kurs end den højeste af: i) aktiekursen på den seneste uafhængige handel og ii) det højeste, foreliggende uafhængige tilbud (højeste bud på købersiden) på Københavns Fondsbørs A/S.

- Der vil senest hver syvende børsdag af selskabet blive offentliggjort en meddelelse om de transaktioner, der er foretaget i henhold til Programmet.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder