IC Companys stormer til vejrs efter direktørskifte
IC Companys-aktien stormer til vejrs tirsdag morgen og ligger efter en times handel 6,5 pct. højere i 138,5 kr.
Stigningen kommer i kølvandet på tøjkoncernens udmelding tirsdag morgen om, at administrerende direktør Niels Mikkelsen bliver udskiftet med Mads Ryder på torsdag den 1. august.
Mads Ryder har tidligere været administrerende direktør i porcenlænsvirksomheden Royal Copenhagen, og ifølge IC Companys er rationalet bag udskiftningen, at Mads Ryder er bedre til eksekvering og implementering af strategier, mens Niels Mikkelsens force i flere år har været at styre selskabet gennem krisen.
- Vi har haft mange strategiskift de senere år og nu skal vi fokusere på at implementere, og det kræver en lidt anden type. Jeg tror Mads (Ryder, red.) vil være bedre til at gennemføre det end Niels Mikkelsen, siger bestyrelsesformand Niels Martinsen til Ritzau Finans.
Han understreger, at IC Companys ikke er på vej med en ny strategi, og at planen med at fokusere på selskabets premium brands - herunder kendte modenavne som Tiger of Sweden og By Malene Birger - stadig er i kraft.
De seneste år, hvor Niels Mikkelsen har stået bag roret i tøjkoncernen, har båret præg af krisehåndtering og omkostningsstyring, der har haft til formål at styre selskabet gennem et hårdt presset tøjmarked, mens marginerne har svinget som følge af markedets omskiftelige aktivitetsniveau.
IC Companys har som følge heraf lavet strategiske justeringer løbende over de seneste år - herunder blandt andet frasalg af mærkerne Cottonfield og Jackpot, der ikke leverede som ønsket, til Coop-kæden.
Dermed ændrer IC Companys nu retning fra strategiudvikling og -tilpasning til implementering og eksekvering af eksisterende strategier, fremgår det af meddelelsen.
- Men med den fremtid, vi i dag ser ind i, ønsker bestyrelsen at flytte topledelsens fokus over på eksekvering. Koncernstrategien skal omsættes til bedre økonomiske resultater, og præcis her har Mads Ryder i sine tidligere direktørjobs været meget driftsikker, forklarer Niels Martinsen i pressemeddelelsen.
Han siger desuden i meddelelsen, at man bestyrelsen er både "glade og stolte" over at få en kapacitet som Mads Ryder om bord.
- Niels Mikkelsen har gjort det rigtig godt, men Mads er mere effektiv til at gennemføre strategier. Vi skal ikke hele tiden ændre strategi, men føre den igennem, siger han efterfølgende til Ritzau Finans.
/ritzau/FINANS
Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk