Innovation kræver mod
Virksomheder skal være innovative for at overleve, og det kræver både fremsynet ledelse og mod til at gå andre veje, for gode ideer kommer ikke ud af den blå luft. Det handler især om at skabe et arbejdsmiljø, hvor kreativitet kan blomstre, og det sker ifølge eksperter ved at turde gå mod strømmen.
I takt med samfundets udvikling skifter arbejdsrutiner, og banebrydende forretningsideer opstår ikke ved at videreføre det allerede eksisterende, men derimod ved at bryde med normen.
Ifølge Torben Gammelgaard, der er forfatter til bøger om kreativitet og innovation i virksomheder, er det moderne menneske i dag langt mere troløs end tidligere, og han mener ikke, at kunder køber ind det samme sted blot fordi, at det engang var en succes.
- Udviklingshastigheden er i dag ekstrem høj, der bliver hele tiden udviklet noget nyt, som overgår det foregående produkt. Derfor skal virksomheder hele tiden tænke anderledes, ellers bliver de overhalet indenom, siger han til Erhvervsbladet.
Hele ideen ved innovation er ifølge Gammelgaard, at turde bevæge sig ud på tynd is og afprøve noget, som man ikke har prøvet før.
Rektor for INSEAD, en af verdens førende universiteter indenfor business administration og management, Frank Brown mener, at der skal ske et skift i mentaliteten på direktionsgangen.
Fremtidens leder skal være ydmyg, skriver han i sin nye bog The Global Business Leader Practical Advice for success in a Transcultural Marketplace hvor han tegner et ønskeportræt af fremtidens ledere.
- I dagens business-verden har vi brug for ledere, der er åbne over for andre kulturer, og de skal kunne begå sig i fremmede miljøer. Jeg har set alt for mange vestlige erhvervsfolk, som tankemæssigt stadig befinder sig i det 19. århundrede, og som stadig tror, at de kan nøjes med at stoppe deres egen facon ned i halsen på resten af verden, siger Frank Brown til Ledelseidag.dk.
Samtidig går han til angreb på titeljægerne. Af hans bog fremgår det, at Brown mener, man skal gøre sig fortjent til betegnelsen leder.
- Et menneske er ikke leder, bare fordi han eller hun tilfældigvis har fået en flot titel eller et hjørnekontor. Jeg kalder dem LINOs Leaders In Name Only og der er enormt mange af dem derude. Faktisk flere end der er rigtig ledere, siger Brown.
Brown forklarer, at LINOs får deres topposter, fordi de udelukkende arbejder for at promovere sig selv og avancere i systemet.
- Når de først har fået jobbet, så klamrer de sig til det og omgiver sig med en masse ja-sigere, der ligner dem selv, og som aldrig udfordrer dem, siger Brown.
Dermed skabes ifølge Brown en falsk kotrol over situation, der i værste tilfælde vil skade hele virksomheden.
- Bare tag alle de korruptionsskandaler, vi har oplevet de senere år. Det er LINOs, der står bag. Folk som mangler rygrad og overbevisning, siger Brown.
Andreas Secher Boye, ab@netposten.dk
Kilder: Erhvervsbladet, Ledelseidag.dk,