ISS sælger tysk skadeservice til Polygon
ISS meddeler i dag, at man har indgået aftale med Polygon AB om at gennemføre et strategisk salg af sine tyske aktiviteter indenfor skadeservice, Vatro GmbH. ISS købte Vatro i 2001, og gennem næsten 10 års ISS-ejerskab er Vatro vokset betydeligt og er i dag en af de førende virksomheder på det tyske marked.
Vatro har hovedkvarter i Olpe i Düsseldorfregionen og har omkring 800 ansatte. I 2010 havde virksomheden en omsætning på DKK 1.090 millioner. Virksomheden er godt repræsenteret over hele Tyskland, hvor den dækker alle store regioner med 32 lokale afdelinger.
- Salget af Vatro er strategisk for ISS. Den form for skadeservice, som Vatro leverer, har meget begrænset drifts- og kundemæssigt overlap med de kernestrategiske services leveret af ISS Tyskland. I forbindelse med gennemførelsen af vores strategi "The ISS Way" er det blevet klart, at selvom vores tyske skadeservice er meget succesfuld, så har forretningen begrænset synergi med levering af andre services og vores strategiske fokus på Integrated Facility Services-løsninger på det tyske marked, siger Regional CEO for ISS i Centraleuropa, Jacob Götzsche.
Ved udgangen af 2010 havde ISS Tyskland 11.335 ansatte og en samlet omsætning på DKK 2.580 millioner. Den endelige handel afventer nu forskellige offentlige godkendelser, som det normalt er tilfældet i handler af denne størrelse. Formel afslutning på handlen forventes primo Q3.