Japan: Eksporten steg mindre end ventet i oktober

Udgivet den 17-11-2022  |  kl. 06:58  |  

Den japanske eksport viste i oktober en mindre vækst, end på forhånd var ventet.

Det fremgår af nøgletal fra Japan offentliggjort natten til torsdag.

Eksporten i Japan voksede i oktober 25,3 pct. på årsbasis. Økonomerne havde dog ifølge Bloomberg News sat næsen op efter en vækst i eksporten på 29,3 pct. I september steg eksporten 28,9 pct.

Til gengæld overraskede importtallene for oktober positivt med en stigning på 53,5 pct. sammenlignet med samme måned for et år siden. Der var ventet en vækst på 50,0 pct. I september voksede importen 45,7 pct.

Handelsbalancen blev i samme ombæring opgjort til minus 2162,3 mia. yen. Der var ventet minus 1620,0 mia. yen. I september viste handelsbalancen et underskud på 2094,3 mia. yen.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  macro❯  Japan❯