Japan: Teknisk recession lige akkurat afværget i BNP-revison

Udgivet den 11-03-2024  |  kl. 06:34  |  

Verdens tredjestørste økonomi - den japanske - har afværget en teknisk recession, efter at de reviderede viser, at økonomien vendte tilbage til vækst i fjerde kvartal sidste år, understøttet af højere kapitaludgifter til investeringer.

Opjusteringen var samtidig svagere end forventet, på grund af et fortsat svagt privatforbrug, mens investeringerne trods stigning ikke kunne leve op til forventningerne.

Det fremgår af de endelige data fra det japanske kabinetskontor i Tokyo mandag.

Bruttonationalproduktet, BNP, steg 0,4 pct. i sæsonkorrigerede og annualiserede tal i sidste års fjerde kvartal mod et vækstfald på 0,4 pct. i den foreløbige opgørelse.

Der var venter en oprevidering af vækstdataene til 1,1 pct.

I forhold til tredje kvartal var BNP-væksten i fjerde kvartal på 0,1 pct. mod det hidtidige minus på 0,1 pct. og det ventede plus på 0,3 pct.

Privatforbruget, der er den største enkeltfaktor i vækstbilledet, faldt 0,3 pct. og ikke som først antaget 0,2 pct., mens investeringerne steg 2,0 pct. mod et faldt på 0,1 pct. i den foreløbige offentliggørelse.

Analytikerne havde ventet et fald i privatforbruget på 0,2 pct. og en stigning i investeringerne på 2,4 pct.

Inflationen målt på deflatoren på årsbasis landede på 3,9 pct., hvilket var en anelse mere end forudset af økonomerne, der estimerede en prisstigning på 3,8 pct., der også var niveauet i den først fremlagte BNP-rapport.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  macro❯  Japan❯