Japans centralbank skal mødes med finansministerium og tilsyn

Udgivet den 27-03-2024  |  kl. 10:40  |  

Den japanske centralbank, Bank of Japan, skal onsdag mødes med Japans finansministerium og landets finanstilsyn.

Det oplyser Reuters ifølge Bloomberg News.

Parterne har angiveligt indledt mødet 18.15 lokal tid - 10.15 dansk tid.

Mødet falder sammen med en større svækkelse af den japanske yen, der tidligere onsdag ramte det svageste niveau mod dollar i mere end 34 år.

Tidligt onsdag morgen blev yen svækket et ekstra nøk, efter at Naoki Tamura, der er bestyrelsesmedlem i Bank of Japan, sagde, at "måden, hvorpå pengepolitikken bliver forvaltet, bliver ekstrem vigtig for en langsom, stabil normalisering, der sætter en stopper for de ekstraordinære store lempelser".

Svækkelsen resulterede også i en kommentar fra Japans finansminister, Shunichi Suzuki, der advarede markedet om, at myndighederne vil skride til "drastisk handling, hvis det findes nødvendigt".

Nyheden om det igangværende møde mellem centralbank, ministerium og tilsyn styrker den japanske yen, der nu handles til 151,25 yen per dollar mod 151,80 yen kort forinden meldingen.

På sit svageste blev yen handlet til 151,97 per dollar, hvilket er svagere, end da Bank of Japan sidst intervenerede. Det skete i oktober 2022, hvor kursen var 151,94 yen.

Det er da også sandsynligt, at en ny intervention kan være undervejs, skriver Bloomberg News.

- Hvis man tager den seneste tids udvikling i betragtning, kan et brud på 152 give anledning til intervention. Et brud på tidligere tiders lavpunkt har fremskyndet en reaktion, vurderede valutastrateg Rodrigo Catril fra National Australia Bank i Sydney over for Reuters i forbindelse med svækkelsen natten til onsdag.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Japan❯