Jeudan: Venter vækst i 2021 efter tilbagegang i 2020

Udgivet den 26-02-2021  |  kl. 13:07  |  
Arkiv: Foto

Ejendom- og servicevirksomheden Jeudan har offentliggjort regnskab for hele 2020, som viser tilbagegang på flere poster, om end selskabets egne forventninger er blevet indfriet.

Jeudans nettoresultat for 2020 endte på 451 mio. kr. mod 841,7 mio. kr. i 2019.

Selskabets omsætning faldt marginalt til 1534 mio. kr. fra 1566 mio. kr. året forinden, mens der også på driftsresultatet (EBIT) var en mindre tilbagegang til 834 mio. kr. fra 836 mio. kr.

- 2020 har budt på et tilfredsstillende driftsresultat i lyset af covid-19 pandemien med længerevarende nedlukning af samfundet. Også i udfordrende tider viser en tæt og løsningsorienteret dialog med både eksisterende og nye kunder suppleret med gode og fleksible kontraktvilkår, at vores forretningsmodel er velfungerende og robust, siger Jeudans administrerende direktør Per W. Hallgren, i regnskabet.

Resultatet før kurs- og værdireguleringer (EBVAT) steg til gengæld til 733 mio. kr. fra 729 mio. kr. Det svarer til en forrentning af egenkapitalen på 9,6 pct., hvilket betyder, at selskabet indfrier sin målsætning om en egenkapitalforrentning på mere end 8 pct.

Jeudan har tidligere meldt ud, at selskabet ventede et EBVAT på mellem 725 og 775 mio. kr. på baggrund af en omsætning på cirka 1,5 mia. kr.

For 2021 venter Jeudan et EBVAT på 735-780 mio. kr. på baggrund af en omsætning på mellem 1,6 og 1,7 mio. kr.

- Vi kigger med ydmyghed ind i 2021. Der er fortsat betydelig usikkerhed omkring udviklingen i covid-19 pandemien og dens påvirkning på vores virksomhed, men vi vil fortsat imødekomme og støtte vores mange kunder. Vores kampagne i efteråret 2020, hvor vi blandt andet sløjfede lang uopsigelighed på erhvervslejemål, har vi videreført i første kvartal 2021. Budskaberne har også ind i 2021 medført en markant øget dialog med nye erhvervskunder, siger Per W. Hallgren.

Derudover foreslår Jeudans bestyrelse et udbytte på 2,4 kr. per aktie.

Jeudan-aktien ligger fredag eftermiddag i 255 kr. efter et dyk på 0,8 pct.

Tabel over Jeudans årsregnskab for 2020:

Mio. kr. FY 2020 FY 2019
Omsætning 1534 1565,7
Bruttoresultat 972 965,9
EBIT 834 835,9
EBVAT 733 729,0
Resultat før skat 578 1079,5
Nettoresultat 451 841,7
Udbytte pr. aktie (kr.) 2,40 12

Jeudans forventninger til 2021:

Mio. kr. Ved FY 2020
EBVAT 735-780
Omsætning 1600-1700

/ritzau/FINANS

Nicoline Kjelland

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Relaterede nyheder