Jyaske Bank: USA's centralbank vil for alt i verden undgå stort stigende arbejdsløshed
Fredagens officielle arbejdsmarkedsrapport for september fra USA er et meget vigtigt datapunkt i forhold til at fastslå næste træk fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Og særligt arbejdsløshedsprocenten kan være værd at holde godt øje med, lyder vurderingen fra Jyske Bank.
- Generelt har vi set en afkøling af arbejdsmarkedet i de seneste måneder, og den, venter vi fortsætter. Virksomhederne ansætter færre nye medarbejdere, og arbejdsløshedskøen er blevet længere, og især den stigende arbejdsløshed plager Federal Reserve, skriver investeringsspecialist Tommy Steg fra Jyske Bank i en kommentar fredag.
- Stigende arbejdsløshed er en klassisk recessionsindikator, men det er værd at bemærke, at flere af de andre klassiske recessionsindikatorer har blinket rødt i lang tid, uden at recessionen er kommet, fortsætter han.
Efter en normalisering af inflationen over de seneste mange måneder er arbejdsmarkedet igen blevet hovedfokus for beslutningstagerne hos Federal Reserve, der gerne vil undgå en nedsmeltning i økonomien som resultat af den hårde kamp mod inflationen.
- Jobrapporten er igen røget helt i toppen på ranglisten over de vigtigste nøgletal for investorerne. Den er bragt derop af Federal Reserves Jerome Powell, der har betonet, at centralbanken ikke ønsker en yderligere forværring af situationen på arbejdsmarkedet, skriver Tommy steg.
- Jobvæksten og arbejdsløsheden for september kan indikere, om Federal Reserve er på 25 eller 50 basispoint (rentesænkning, red.) i november. Der kommer dog endnu en jobrapport inden rentemødet den 7. november plus naturligvis præsidentvalget, som også kan få indflydelse på Federal Reserves rentebeslutning, fortsætter han.
.\\˙ MarketWire