Jyske Bank: FED-melding var god for aktieinvestorerne

Udgivet den 06-11-2009  |  kl. 10:39  |  

Denne uges FED møde var uden dramatik. Den amerikanske centralbank fastholder de historisk lave renter. De ser et moderat stigende privatforbrug. En forbedring på boligmarkedet. Men de forventer fortsat et relativ moderat opsving.

- Ovenstående er ikke den store overraskelse. Det er også det nøgletallene har vist de seneste uger og måneder. Og helt i overensstemmelse med Jyske Banks udsigter, skriver Jyske Bank i en markedskommentar.

- Til forskel fra tidligere går FED dog et skridt videre og udpeger nogle "pejlemærker", som de vil bruge i vurderingen af, hvor længe de vil holde renten uændret. Disse pejlemærker omfatter bl.a. ressourceudnyttelsen i økonomien; dvs. primært arbejdsløsheden men også kapacitetsudnyttelsen i industrien. Endvidere fokuserer de også på den afdæmpede inflation og de fremadrettede forventninger til inflationen, skriver banken.

- Med andre ord deler investorerne på den måde "interessefællesskab" med centralbankerne og derudover jo også med politikerne som mere eller mindre "frivilligt" tillader ganske store budgetunderskud i et forsøg på først at stabilisere og senere at stimulere økonomien. Investorerne har i et vist omfang haft en tendens til enten at være lidt overoptimistiske med hensyn til hvordan den økonomiske udvikling kommer til at se ud. Eller også har de i et vist omfang "glemt" eller negligeret, at FED ikke har for vane at hæve renterne i perioder, hvor arbejdsløsheden er stigende eller på et meget højt niveau.

- Over de seneste måneder - efter pæne stigninger i aktiemarkederne - er en af de ting, som investorerne er blevet mere nervøse for - hvornår centralbankerne fjerner deres stimulanser. Eller i hvert fald begynder på det. Forberedelsen af de såkaldte "exitstrategier". Med onsdagens udmelding synes det tidspunkt at være rykket lidt eller endog noget bagud. Og det er godt for aktieinvestorerne, slutter Jyske Bank.

 

 

Udgivet af: NPinvestordk