Jyske Bank: To i træk? Det er en stime!
NetPosten bringer i samarbejde med Jyske Bank kommentarer til højrentemarkedet:
- Den positive stemning fortsætter og EM henter noget af det tabte
- FEDs vice-chef Kohn bløder lidt op i forhold til tidligere FED-meldinger: en rentenedsættelse i december er ikke helt usandsynlig
- Polen leverer den ventede renteforhøjelse vi venter flere
- Tjekkiets centralbank vil fortsætte med at hale ind på ECB i dag
Jyske EM Morgenoverblik
For anden dag i træk havde de finansielle markeder de positive briller på: aktier verden over endte i plus med flere procent (fx Mexico +4,1 %), og EM havde således også endnu en god dag. I den nuværende situation må to i træk vel næsten betegnes som en stime! De pæne stigninger de to seneste dage har betydet, at en række højrente-valutaer nu er oppe mod EUR over den seneste uge næppe noget mange havde regnet med ved ugens begyndelse. Feds vice-chef Kohn bidrog til den positive stemning med en tale, der blødte noget op i forhold til tidligere udmeldinger fra FED i relation til muligheden for en rentenedsættelse i december. Selvom kalenderen ser tæt befolket ud i dag, må man sige, at der er langt mellem snapsene og kun rentebeslutningen i Tjekkiet vi sandsynligvis påkalde sig alt for meget opmærksomhed, mens vi venter på at høre fra Bernanke i morgen.
Østeuropa
Tjekkiet
På grund af stigende inflationspres har centralbanken hævet renten med samlet 75bps siden maj, til nu 3,25 %. Vi venter endnu en renteforhøjelse på dagens møde samt yderligere to gange 25bps i begyndelsen af næste år. Inflationen presses op af meget stærk vækst, der især er drevet af den indenlandske efterspørgsel. Dertil kommer, at arbejdsløsheden er rekordlav, og det har betydet tiltagende lønstigninger. På det seneste spiller også fødevare- og energipriser ind som i så mange andre lande.
Da vi forventer uændret rente I Euroland de næste 12 måneder, vil rentespændet til Euroland indsnævres yderligere over det næste år eller måske helt forsvinde (jf. dagens graf). Vi anbefaler derfor ikke, at man finansierer sig i CZK længere
Polen
Den polske centralbank forhøjede som ventet renten med 25bps til 5 % på gårsdagens møde. I den medfølgende pressemeddelelse skriver den pengepolitiske komite, at væksten i Polen stadig er stærk, og at inflationen i oktober var på 3,0 %, hvilket er over målsætningen på 2,5 %. Komiteen vurderer, at inflationen også i de kommende måneder vil ligge over centralbankens skøn fra den seneste inflationsrapport, bl.a. fordi væksten også i de kommende kvartaler vil ligge over den potentielle vækst. Samtidig er lønvæksten stadig stærk, og fødevare og energipriserne presser også inflationen op. Dertil kommer, at finanspolitikken er procyklisk til næste år. Lavere global vækst kan dog også trække væksten og inflationen ned i Polen på sigt men ikke tilstrækkeligt, vurderer komiteen. Vi venter at se flere renteforhøjelser til næste år.
PLN tog et pænt hop over for EUR i går, understøttet af centralbankens udmelding, positive toner fra Moodys om Polen samt den generelt positive stemning på EM og PLN er nu oppe med 5 % over for EUR i 2008 (en af ikke alt for mange valutaer, der har kunnet holde trit med den stærke EUR og lidt til). Vi er fortsat positive på PLN obligationer.
Øvrige
Sydafrika
Efter tirsdagens positive overraskelse fra den sydafrikanske vækst, overraskede inflationen også på opsiden i går: Inflationen kom ud på 7,3 % å/å mod 7,1 % ventet, mens kerneinflation var på 6,4 % å/å mod 6,2 % ventet.
Den noget højere vækst gør risikoen lidt mindre for centralbanken ved en yderligere stramning af pengepolitikken, mens den noget højere inflation gør nødvendigheden af en sådan stramning stør-re. Man kan sige, at duften af stagflation er aftaget lidt og alt i alt vurderer vi derfor, at vægten nu er tippet til fordel for, at SARB vil forhøje renten yderligere på mødet den 6. december: med 50bps til 11 %. Dette er også i tråd med de meget klare meldinger fra centralbank-chef Mboweni, der tidligere har udtalt, at stod det til ham, skulle renten sættes op igen i december. Derefter forventer vi, at renten holdes på 11 % i den forudsigelige fremtid.
Selvom ZAR og sydafrikanske renter efterhånden er kommet på niveauer, der kunne se fristende ud, fastholder vi vores hold-anbefaling på ZAR-obligationer. Inflations- og vækst-udviklingen har som nævnt ikke været for positiv, og samtidig stiger betalingsbalance-underskuddet fort-sat. Vi så gerne en vending i disse trends, før vi anbefaler køb.