Jyske Bank: Plads til finanspolitisk lempelse - offentlige udgifter skal i ro
I dansk økonomis nuværende konjunktur- og balancesituation skærpes kravene til finanspolitikken, når det drejer sig om at udjævne konjunkturerne. Ifølge Jyske Bank er der er plads til en mindre finanspolitisk lempelse. Anvendes råderummet til at justere skattetryk og struktur, vil vi kunne opnå en tiltrængt konjunktur-understøttende effekt og samtidig bidrage til at løse en række strukturelle problemer med skattesystemet og arbejdsudbuddet.
Det største problem er det pressede arbejdsmarked. Det skal derfor prioriteres, at råderummet trods alt er beskedent og at det vil være uhensigtsmæssigt at øge det offentlige forbrug, da det isoleret set vil øge presset på arbejdsmarkedet, skriver Jyske Bank i en økonomisk analyse.
Det er derfor vigtigt, at en finanspolitisk lempelse indeholder et stærkt strukturelt element, der kan øge arbejdsudbuddet. Et sådant element indeholder øgede offentlige udgifter sjældent, hvorimod en ændring af skattestrukturen og niveauet kan være et effektivt instrument til en forøgelse af arbejdsudbuddet.
I betragtning af udfordringens størrelse er det endvidere nødvendigt at foretage incitamentfremmende justeringer af skattesystemet for både lav-, mellem- og højindkomster, mener Jyske Bank.