Jyske Bank: SBCs aktiepost i spil, fastholder Køb af TDC

Udgivet den 22-05-2001  |  kl. 12:25  |  

Efter en turbulent uge for TDC-aktien fastholder Jyske Bank sin købsanbefaling af aktien med et uændret kursmål på 350 kr., fremgår det af Jyske Ugebrev.

Ifølge VG (Verdens Gang) og Financial Times har der igennem længere tid været ført forhandlinger mellem Tele Danmark (TDC) og Telenor om en mulig fusion. Telenor kunne sidste uge, efter nogen tøven, bekræfte, at man havde været i forhandlinger med TDC og SBC. Telenor kunne fredag meddele, at forhandlingerne med SBC - TDC's hovedaktionær med knap 42 pct. af aktierne - ikke videreføres.

- Det oplyses ikke, hvad årsagen til sammenbruddet i forhandlingerne er, men der synes dog også at være betydelige forhindringer for en fusion, skriver Jyske Bank.

For det første ville Telenor være tvunget til at sælge deres 53 pct. ejerandel i Sonofon, idet man ellers vil få en for dominerende position indenfor mobiltelefoni i Danmark. For det andet ejer den norske stat 79 pct. af aktierne i Telenor, og en så stor statslig ejerandel ville formentlig være en hindring for en fusion. Man kan vanskeligt forestille sig, at SBC, som ejer 42 pct. af Tele Danmark, kunne være interesseret i en stor ejerpost i et selskab, hvor den norske stat ville sidde med den bestemmende indflydelse.

Iagttagere har også peget på, at Telenor ville være et dårligt "match" for TDC, og at såvel Telia som Deutsche Telecom synes at være mere naturlige partnere. Med Telenors bekræftelse af, at der har været ført forhandlinger med TDC, så synes det klart, at SBC's aktiepost nu er "i spil".

- TDC handler med en rabat til de fleste europæiske teleoperatører og er med SBC's åbenlyse salgsinteresse et af de mest oplagte "targets" for opkøb på det europæiske telemarked. Det er dog fortsat et åbent spørgsmål, om hvem der kan og vil rejse kapitalen til et køb, skriver banken.

- Man skal være opmærksom på, at der er en risiko for, at der ikke nødvendigvis kommer et indløsningstilbud til minoritetsaktionærerne. Hvis SBC vælger at sælge mindre end 33 pct. af aktiekapitalen, så er der ikke krav om indløsningstilbud til de øvrige aktionærer, bemærker Jyske Bank.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder