Jyske Bank sender forventningerne til 2024 op på øverste hylde

Udgivet den 20-08-2024  |  kl. 08:15  |  
Arkiv: Foto

Jyske Bank fastholder de forventninger, som banken offentliggjorde i slutningen af januar.

Dog med den tilføjelse, at de nu ventes at lande i den øverste del af spændet i overskuddet efter skat i 2024 på 4,3-5,1 mia. kr. og overskuddet per aktie på 64-76 kr. per aktie.

Det fremgår af regnskabet for andet kvartal, som banken med hovedsæde i Silkeborg, er kommet med tirsdag morgen.

- Basisindtægter forventes at aftage i 2024, særligt som følge af lavere kursreguleringer, der var på et historisk højt niveau i 2023, skriver banken i regnskabet.

Og det påpeges, at forventningerne afspejler lav vækst i dansk økonomi samt en
reduktion af Nationalbankens indskudsbevisrente på 0,75 procentpoint i 2024.

Samtidig oplyser Jyske Bank, at basisomkostninger inklusive engangsomkostninger ventes at blive lidt højere i år end i 2023.

- Engangsomkostninger til integrationen af Handelsbanken Danmark og PFA Bank forventes samlet at udgøre 0,1 mia. kr., skriver banken.

Handelsbanken Danmark blev købt til i 2022, mens PFA Bank røg ind under bankens vinger sidste år.

Det tilføjes også, at de hidtil historisk lave nedskrivninger på udlån forudsættes at være på et lidt højere niveau i 2024 end i 2023.

I 2023 nåede banken et nettooverskud på 5,9 mia. kr. og et udbytte per aktie på 89 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Profit warning❯  Report❯  Shares❯